Jeg sidder her, fredag aften efter en lang dag på arbejde, med noget der mest minder om hjemvæ efter min lille familie.
Alle sover med undtagelse af mig. Selv katten ligger krøllet sammen i den anden sofa.
Min klonklussion efter mange "hårde" år. Min egen familie. Arbejde. Endeløse timer med tænken, græden og frustrationer.
-Ved du hvad? Jeg vil da egentlig være ret ligeglad medhvad andre mener og syntes om mig. Jeg er som jeg er. Ta mig som jeg er - eller gå glip af mig. Jeg er ligeglad efterhånden. Jeg er nemlig god nok præcis som jeg e,r med mine meninger og holdninger!
Så, hvis nogen behandler dig dårligt, taler grimt eller nedsættende til dig, kigger nedladende - så f*ck da dem. De ved ikke hvad de går glip af.
Og skal man gå gennem livet alene, så kan man lige så godt få det bedste ud af det. Have det godt med sig selv, nyde sin tilværelse og leve livet (der er nemlig ingen til a kritisere dig!)
Nyd dig selv. I sidste ende er det dig selv du skal stå til ansvar for. Se dig selv i øjnene og kunne sige at du er stolt af dig selv, vide du er god nok og har levet et liv (eller en dag, uge what ever) med respekt for dig selv.
Bum baste, og godnat for nu.
fredag den 1. november 2013
fredag den 18. oktober 2013
En dag på strøget
I dag har været en blandet fornøjelse.
En dejlig morgen. Min store pige sov næsten længe,og i stedet for at gå i stuen, kom hun ind og lagde i vores seng. Og til sidst ordnede mit hår. Efter en time eller sådan vågnede den lille og kom også ind og hyggede lidt. Det var dejligt.
jeg blundede til lidt i otte da tlf ringede. Så var det også tid til at stå op. Manden måtte så en tur ud på cyklen og ordne noget så jeg var alene med pigerne. De satte da også ind med (næsten) fuld kraft. De så min morgenmad og var nær døde af sult. De så mig drikke kaffe og var nær døde af tørst. Så "smider" den store en kop mælk på gulvet så det sprøjter op af vores fine "nye" sofaer. Puhaaaa, velkommen hovedpine (som jeg får yderst nemt pga. stress over mit arbejde og kolleger). Og endelig kommer manden.
Så er det tid til jeg skal gøre mig klar og ud af døren. Jeg skal til København. Jeg pakkede bogen i tasken da jeg kunne læse på toget (fedt man - en sjældenhed med børn) Jeg kommer ind til Nørreport og skal i Panduro Hobby. Der skal jeg HELT SIKKERT ind igen. Hold nu op, de havde mange ting!
Her blev købt ansigtsmaling til pigerne, celofan poser til min mor, og en decoupage saks til mig.
Så gik turen til strøget hvor jeg gik ind forbi Baresso. Der har jeg ikke været i mange år, så det var et dejligt gensyn, og meden god latte med tiramisu (spøjs blanding men smagte yderst lækkert). Helt klart noget jeg må gøre igen. En god bog, en lækker latte og en times tid i eget selskab kunne være stærkt tiltrængt.
Derefter gik turen ud på strøget og forbi en Tiger butik. Mange fede ting. Jeg må helt klart ind til Kbh i november og tage i både Tiger og Søstrene Grene efter adventsgaver. Nå, men i Tiger blev det til en førstehjælps kasse. Den er nu fyldt med plastre, da mor her er træt af at rende og lede efter plastre når vi skal bruge dem. Så nu er de samlet så alle ved hvor de er og hvor de skal ligge! Desuden fandt jeg en lille spids saks som jeg også købte til mig selv. Til decoupage kan de næsten ikke blive små og spidse nok - det gør i hvert fald ting nemmere.
Efter en lang dag med meget gåen og vildt mange mennesker, gik turen hjem - og jeg nød igen min bog. Skønt. Hjemme fik jeg også købt billig make up fjerner på tilbud (perfekt). Og en tur i Føtex efter bleer (sådan en ting der er enormt træls at stå og mangle når pigerne skal puttes! Lidt til aftensmad og så hjem til nogen trætte børn der ikke gad sove til middag.
Her gik vi så i gang med ansigtsmaling og begge piger blev prinsesser :)
Aftensmaden bestod af hjemmelavet asparges suppe - mums. Den lille fik dog en krise og jeg måtte tage hende med ind på værelset og trøste. Simpelthen fjerne hende fra situationen. Og så endte hun med at sidde hos mig og spise lidt mad. Sidst men ikke mindst fik vi et bad alle tre, en god godnat historie (Emil fra Lønneberg - og hold nu helt fast den dreng og mine piger har meget til fælles). Og så et godnat kram og kys.
Konklussionen må være at jeg skal blive bedre til at bruge tid på mig selv. Det har været skønt at være lidt ude, opleve nogen ting og nyde at komme hjem. Især med lidt til pigerne. Som mor er det skønt med tid alene, men endnu bedre at komme hjem til sine børn der har været savnet og endda have en overraskelse med hjem.
Jeghar bestemt mig for at dels i november skal jeg til Kbh og hygge for mig selv. Og dels når jeg skal gå i skole til december. Så må der blive til nogen timer bare for mig selv hvor jeg kan hygge mig og måske blive lidt bedre til at finde rundt i Kbh på egen hånd.
Jeg glæder mig til lidt voksen tid, lidt shopping til mig selv og ikke mindst alle de små gaver til mine piger. og så ryger der nok en ting eller to med til dem, som de kan få når jeg kommer hjem.
Nu vil jeg kravle i seng, og være taknemmelig for det liv jeg har. Jeg er heldig at have en mand der elsker mig, to fantastiske piger der elsker mig. Tag over hovedet og mulighed for at tage en uddannelse og være et forbillede for mine børn og en god mor.
Og til jer: Husk både at fortælle, men også vise at i elsker jeres nærmeste. Start dagen kærligt og slut den ligeså.
En dejlig morgen. Min store pige sov næsten længe,og i stedet for at gå i stuen, kom hun ind og lagde i vores seng. Og til sidst ordnede mit hår. Efter en time eller sådan vågnede den lille og kom også ind og hyggede lidt. Det var dejligt.
jeg blundede til lidt i otte da tlf ringede. Så var det også tid til at stå op. Manden måtte så en tur ud på cyklen og ordne noget så jeg var alene med pigerne. De satte da også ind med (næsten) fuld kraft. De så min morgenmad og var nær døde af sult. De så mig drikke kaffe og var nær døde af tørst. Så "smider" den store en kop mælk på gulvet så det sprøjter op af vores fine "nye" sofaer. Puhaaaa, velkommen hovedpine (som jeg får yderst nemt pga. stress over mit arbejde og kolleger). Og endelig kommer manden.
Så er det tid til jeg skal gøre mig klar og ud af døren. Jeg skal til København. Jeg pakkede bogen i tasken da jeg kunne læse på toget (fedt man - en sjældenhed med børn) Jeg kommer ind til Nørreport og skal i Panduro Hobby. Der skal jeg HELT SIKKERT ind igen. Hold nu op, de havde mange ting!
Her blev købt ansigtsmaling til pigerne, celofan poser til min mor, og en decoupage saks til mig.
Så gik turen til strøget hvor jeg gik ind forbi Baresso. Der har jeg ikke været i mange år, så det var et dejligt gensyn, og meden god latte med tiramisu (spøjs blanding men smagte yderst lækkert). Helt klart noget jeg må gøre igen. En god bog, en lækker latte og en times tid i eget selskab kunne være stærkt tiltrængt.
Derefter gik turen ud på strøget og forbi en Tiger butik. Mange fede ting. Jeg må helt klart ind til Kbh i november og tage i både Tiger og Søstrene Grene efter adventsgaver. Nå, men i Tiger blev det til en førstehjælps kasse. Den er nu fyldt med plastre, da mor her er træt af at rende og lede efter plastre når vi skal bruge dem. Så nu er de samlet så alle ved hvor de er og hvor de skal ligge! Desuden fandt jeg en lille spids saks som jeg også købte til mig selv. Til decoupage kan de næsten ikke blive små og spidse nok - det gør i hvert fald ting nemmere.
Efter en lang dag med meget gåen og vildt mange mennesker, gik turen hjem - og jeg nød igen min bog. Skønt. Hjemme fik jeg også købt billig make up fjerner på tilbud (perfekt). Og en tur i Føtex efter bleer (sådan en ting der er enormt træls at stå og mangle når pigerne skal puttes! Lidt til aftensmad og så hjem til nogen trætte børn der ikke gad sove til middag.
Her gik vi så i gang med ansigtsmaling og begge piger blev prinsesser :)
Aftensmaden bestod af hjemmelavet asparges suppe - mums. Den lille fik dog en krise og jeg måtte tage hende med ind på værelset og trøste. Simpelthen fjerne hende fra situationen. Og så endte hun med at sidde hos mig og spise lidt mad. Sidst men ikke mindst fik vi et bad alle tre, en god godnat historie (Emil fra Lønneberg - og hold nu helt fast den dreng og mine piger har meget til fælles). Og så et godnat kram og kys.
Konklussionen må være at jeg skal blive bedre til at bruge tid på mig selv. Det har været skønt at være lidt ude, opleve nogen ting og nyde at komme hjem. Især med lidt til pigerne. Som mor er det skønt med tid alene, men endnu bedre at komme hjem til sine børn der har været savnet og endda have en overraskelse med hjem.
Jeghar bestemt mig for at dels i november skal jeg til Kbh og hygge for mig selv. Og dels når jeg skal gå i skole til december. Så må der blive til nogen timer bare for mig selv hvor jeg kan hygge mig og måske blive lidt bedre til at finde rundt i Kbh på egen hånd.
Jeg glæder mig til lidt voksen tid, lidt shopping til mig selv og ikke mindst alle de små gaver til mine piger. og så ryger der nok en ting eller to med til dem, som de kan få når jeg kommer hjem.
Nu vil jeg kravle i seng, og være taknemmelig for det liv jeg har. Jeg er heldig at have en mand der elsker mig, to fantastiske piger der elsker mig. Tag over hovedet og mulighed for at tage en uddannelse og være et forbillede for mine børn og en god mor.
Og til jer: Husk både at fortælle, men også vise at i elsker jeres nærmeste. Start dagen kærligt og slut den ligeså.
søndag den 6. oktober 2013
Flere børn og udearbejdende mødre
Ja, så brokker regeringen sig igen. Vi skal have flere børn! Vi har for mange ældre! Hop så i kanen!
Ja ja, det er fint nok. Set fra min egen vinkel. Jeg har 2 børn. Jeg ville hjertens gerne have nummer 3 og nok også nummer 4. Men men men men, vi bor i en 3 værelses til en husleje af 7 tusind. HVordan skal vi få råd til noget større?
Det er jo ikke sikkert jeg kan få arbejde når jeg er uddannet. Jeg er under 25 og får derfor ca det samme udbetalt efter skat som på su - så yay, vi har super meget at rykke rundt med.
En anden ting - skulle jeg have barn nummer 3 er der nogen ting der for mig er vigtige. Jeg vil altså kunne gå hjemme med barnet (og mine andre børn) til barnet er 2 minimum.
Tænk lige en gang over denne: Vi er det land i verden, med flest udearbejde mødre - og fødselstallet falder drastisk.
I andre lande er det altså stadig normalt, at når man får sit første barn, bliver kvinden hjemmegående. Primært fordi instutitioner mv. er for dyre. Så en familie med børn har bedre råd når mor er hjemmegående. Dette kan mor jo sagtens være til børnene starter i skole. Og indtil da går dagen med alt det huslige (selvfølgelig) men det er normalt at mødre samles på legepladser og er ude med børnene. Børnene vil få gode sociale bånd, og mødrene ligeså.
Jeg er selv ung mor, og ville gerne i mødregruppe i sin tid, men endte med at takke nej. Vi var vist 7 i gruppen og jeg havde ikke 7 sidepladser i lejligheden (og egentlig heller ikke overskuddet til kraftig rengøring med en lille baby eller drage ud til 6 andre hjem og være "på". For slet ikke at nævne jeg ikke ville hive babsen frem foran 6 andre). Så det endte jeg med at takke nej til. Den anden mulighed var at mødes med andre unge, i et lokale som var lånt til formålet (fedt, neutral grund og med en fagperson til a hjælpe med baby spørgsmål), nitten var så at det var udsatte unge. Fx psykisk syge eller med andre udfordringer. Det var lige voldsomt nok - altså jeg var, og er, altså kun genert. Så det takkede jeg også nej til.
Idag både fortryder jeg og ikke fortryder. Jeg er ked af jeg aldrig lærte nogen andre at kende med børn. Men på den anden side er der ikke voldsomt mange i mit område jeg har lyst til at socialisere med. Så det er vel på en måde ok.
Nå, men tilbage til temaet. Jeg vil have lov at gå hjemme til barnet er 2, ja gerne til det er skoleklart faktisk. Det vil skabe et helt andet miljø i DK både socialt og økonomisk. Det vil jo være super, mega dyrt de første år, men jeg tænker at det nok skal komme tilbage. Set at hvert par i DK fik 2-3 børn (og ikke de 1-2 som i dag). Og helt ærlig, har man økonomien og muligheden for nummer 3 så er den tanke jo ikke helt væk. Jeg ville gerne :)
Jeg ville elske at gå på legepladsen med de 10 andre mødre. Snakke og hygge. Se børnene lege og hygge sig.
Jeg har aldrig selv gået i hverken vuggestue eller børnehave (og hader at min yngste skulle starte i vuggestue da hun var et år - det er sku for tidligt!). Jeg kom i noget et par gange om ugen, som forældre havde sat op. Lege af lokale, og så skiftes de til at passe os børn nogen timer. Vi legede, fik mad og gik ture - jeg elskede det! Jeg mødtes med vennerne og ellers havde min trygge base hjemme ved mor hvor jeg vidste hvordan ting var og alt var trygt.
Hvor ville jeg ønske jeg havde samme mulighed for det til mine børn.
Ja ja, det er fint nok. Set fra min egen vinkel. Jeg har 2 børn. Jeg ville hjertens gerne have nummer 3 og nok også nummer 4. Men men men men, vi bor i en 3 værelses til en husleje af 7 tusind. HVordan skal vi få råd til noget større?
Det er jo ikke sikkert jeg kan få arbejde når jeg er uddannet. Jeg er under 25 og får derfor ca det samme udbetalt efter skat som på su - så yay, vi har super meget at rykke rundt med.
En anden ting - skulle jeg have barn nummer 3 er der nogen ting der for mig er vigtige. Jeg vil altså kunne gå hjemme med barnet (og mine andre børn) til barnet er 2 minimum.
Tænk lige en gang over denne: Vi er det land i verden, med flest udearbejde mødre - og fødselstallet falder drastisk.
I andre lande er det altså stadig normalt, at når man får sit første barn, bliver kvinden hjemmegående. Primært fordi instutitioner mv. er for dyre. Så en familie med børn har bedre råd når mor er hjemmegående. Dette kan mor jo sagtens være til børnene starter i skole. Og indtil da går dagen med alt det huslige (selvfølgelig) men det er normalt at mødre samles på legepladser og er ude med børnene. Børnene vil få gode sociale bånd, og mødrene ligeså.
Jeg er selv ung mor, og ville gerne i mødregruppe i sin tid, men endte med at takke nej. Vi var vist 7 i gruppen og jeg havde ikke 7 sidepladser i lejligheden (og egentlig heller ikke overskuddet til kraftig rengøring med en lille baby eller drage ud til 6 andre hjem og være "på". For slet ikke at nævne jeg ikke ville hive babsen frem foran 6 andre). Så det endte jeg med at takke nej til. Den anden mulighed var at mødes med andre unge, i et lokale som var lånt til formålet (fedt, neutral grund og med en fagperson til a hjælpe med baby spørgsmål), nitten var så at det var udsatte unge. Fx psykisk syge eller med andre udfordringer. Det var lige voldsomt nok - altså jeg var, og er, altså kun genert. Så det takkede jeg også nej til.
Idag både fortryder jeg og ikke fortryder. Jeg er ked af jeg aldrig lærte nogen andre at kende med børn. Men på den anden side er der ikke voldsomt mange i mit område jeg har lyst til at socialisere med. Så det er vel på en måde ok.
Nå, men tilbage til temaet. Jeg vil have lov at gå hjemme til barnet er 2, ja gerne til det er skoleklart faktisk. Det vil skabe et helt andet miljø i DK både socialt og økonomisk. Det vil jo være super, mega dyrt de første år, men jeg tænker at det nok skal komme tilbage. Set at hvert par i DK fik 2-3 børn (og ikke de 1-2 som i dag). Og helt ærlig, har man økonomien og muligheden for nummer 3 så er den tanke jo ikke helt væk. Jeg ville gerne :)
Jeg ville elske at gå på legepladsen med de 10 andre mødre. Snakke og hygge. Se børnene lege og hygge sig.
Jeg har aldrig selv gået i hverken vuggestue eller børnehave (og hader at min yngste skulle starte i vuggestue da hun var et år - det er sku for tidligt!). Jeg kom i noget et par gange om ugen, som forældre havde sat op. Lege af lokale, og så skiftes de til at passe os børn nogen timer. Vi legede, fik mad og gik ture - jeg elskede det! Jeg mødtes med vennerne og ellers havde min trygge base hjemme ved mor hvor jeg vidste hvordan ting var og alt var trygt.
Hvor ville jeg ønske jeg havde samme mulighed for det til mine børn.
Arbejdstonen
Der er en ting jeg har tænkt over.
Nu er jeg jo ikke lykkelig over min arbejdsplads. Jeg får nogen slag over nakken og trives ikke.
Hvorfor i al verden, skal andre have lov til at bestemme og diktere hvordan ens dag skal være?? og i sidste ende have lov til at bestemme hvordan man har det derhjemme? Og det får vedkommende jo når man tænker over ting derhjemme.
Det er ikke fair på nogen måde.
Jeg er i den situation, hvor den der skal oplære mig på arbejde - vist ikke kan lide mig. Det er måske lige voldsomt nok, men det føles sådan. Måske vi bare er kommet skævt ind på hinanden, men det ændrer ikke på hvordan jeg har det med hele situationen. Det er ikke i orden at jeg skal være ked af det. Hvis det ikke skal være løgn så har jeg haft næsten konstant hovedpine i 4 uger nu (stopper når jeg får sovet virkelig igennem, eller glemmer alt om mit arbejde.) jeg drømmer utrolig meget om mit arbejde. Som om min hjerne prøver at forstå de ting der er svære og prøver forskellige løsnings muligheder. Alle de drømme er ekstremt virkelige og alligevel husker jeg utrolig lidt (jeg husker normalt det meste af det jeg drømmer, og er tit vågen flere gange på en nat, så går tit ind og ud af den samme drøm også). Jeg har også i de stride perioder svært ved at huske, samle tankerne, generelt koncentrere mig. Alt sammen tegn på stress, som jeg tolker det. Det er så udmattende.
Og jeg syntes faktisk ikke det er fair at mit arbejde, skal styre mit privatliv. Og det er sværere end det lige lyder at lade arbejde være arbejde, og holde fri når man kommer hjemme. Ikke tale om det og ikke tænke på det.
Det er en øvelse værd og måske noget arbejdspladser i generelthed burde sende sineansatte på kursus i. Mon ikke det ville øge arbejds effektiviteten og sygefraværet nedsat? Jeg bliver da påvirket af at tænke på mit arbejde i weekenden. Dagens problemer mv. om aftenen osv. Det dræner virkelig.
Som "ny" på arbejdsmarkedet kan jeg se mange ting der kunne forbedres. Ting jeg vil tage til eftertanke til når jeg selv kommer højere op i hiarkiet. En meget simpel ting er fx generel udluftning på arbejdspladsen. Altså åbne vinduerne! Og en anden ting er noget vi i grunden alle er opdraget til, men som åben bart er smidt ud til højre på en arbejdsplads - tale pænt og med respekt til hinanden!
Den vil jeg skrive mig bag øret. En negativ tone, en forkert måde at sige ting på, kan virkelig gøre en stor forskel. Og ledere burde på et kursus i at genkende person-typer og hvordan man bedst arbejder med dem og får dem til at yde det bedste.
Jo, der er mange ting jeg som ny ser, der godt kunne gøres anderledes og bedre. Det er synd at dem der sidder med det arbejde at forbedre, er forblændet af sin arbejdsplads. Måske man skulle have sådan en gruppe med 5-10 andre firmaer hvor man er på besøg en uge og så bytter erfaringer og forslag. For igen - som ny er der mange ting der har slået mig hårdt. Især hvordan folk syntes det er tilladt at tale til andre på. Puhaaaa det har slået mig i gulvet mange gange.
Dette er også værd at tage med sig, og selv være opmærksom på når man kommer ud et nyt sted.
Nu er jeg jo ikke lykkelig over min arbejdsplads. Jeg får nogen slag over nakken og trives ikke.
Hvorfor i al verden, skal andre have lov til at bestemme og diktere hvordan ens dag skal være?? og i sidste ende have lov til at bestemme hvordan man har det derhjemme? Og det får vedkommende jo når man tænker over ting derhjemme.
Det er ikke fair på nogen måde.
Jeg er i den situation, hvor den der skal oplære mig på arbejde - vist ikke kan lide mig. Det er måske lige voldsomt nok, men det føles sådan. Måske vi bare er kommet skævt ind på hinanden, men det ændrer ikke på hvordan jeg har det med hele situationen. Det er ikke i orden at jeg skal være ked af det. Hvis det ikke skal være løgn så har jeg haft næsten konstant hovedpine i 4 uger nu (stopper når jeg får sovet virkelig igennem, eller glemmer alt om mit arbejde.) jeg drømmer utrolig meget om mit arbejde. Som om min hjerne prøver at forstå de ting der er svære og prøver forskellige løsnings muligheder. Alle de drømme er ekstremt virkelige og alligevel husker jeg utrolig lidt (jeg husker normalt det meste af det jeg drømmer, og er tit vågen flere gange på en nat, så går tit ind og ud af den samme drøm også). Jeg har også i de stride perioder svært ved at huske, samle tankerne, generelt koncentrere mig. Alt sammen tegn på stress, som jeg tolker det. Det er så udmattende.
Og jeg syntes faktisk ikke det er fair at mit arbejde, skal styre mit privatliv. Og det er sværere end det lige lyder at lade arbejde være arbejde, og holde fri når man kommer hjemme. Ikke tale om det og ikke tænke på det.
Det er en øvelse værd og måske noget arbejdspladser i generelthed burde sende sineansatte på kursus i. Mon ikke det ville øge arbejds effektiviteten og sygefraværet nedsat? Jeg bliver da påvirket af at tænke på mit arbejde i weekenden. Dagens problemer mv. om aftenen osv. Det dræner virkelig.
Som "ny" på arbejdsmarkedet kan jeg se mange ting der kunne forbedres. Ting jeg vil tage til eftertanke til når jeg selv kommer højere op i hiarkiet. En meget simpel ting er fx generel udluftning på arbejdspladsen. Altså åbne vinduerne! Og en anden ting er noget vi i grunden alle er opdraget til, men som åben bart er smidt ud til højre på en arbejdsplads - tale pænt og med respekt til hinanden!
Den vil jeg skrive mig bag øret. En negativ tone, en forkert måde at sige ting på, kan virkelig gøre en stor forskel. Og ledere burde på et kursus i at genkende person-typer og hvordan man bedst arbejder med dem og får dem til at yde det bedste.
Jo, der er mange ting jeg som ny ser, der godt kunne gøres anderledes og bedre. Det er synd at dem der sidder med det arbejde at forbedre, er forblændet af sin arbejdsplads. Måske man skulle have sådan en gruppe med 5-10 andre firmaer hvor man er på besøg en uge og så bytter erfaringer og forslag. For igen - som ny er der mange ting der har slået mig hårdt. Især hvordan folk syntes det er tilladt at tale til andre på. Puhaaaa det har slået mig i gulvet mange gange.
Dette er også værd at tage med sig, og selv være opmærksom på når man kommer ud et nyt sted.
Om at skrive
Okey - jeg har hovedet fuld af tanker, som jeg gerne vil skrive om, men det er svært at finde ét emne og holde den.
Jeg har tanker om ligestilling, udearbejdende mødre og deraf om vi er lykkelige for det?? Og meget andet. Og så tænker jeg på en ting, som jeg har gjort i mange år. Det kunne være spændende at skrive en bog om mit liv, men jeg tænker tit i den forbindelse at det er jeg ikke gammel nok til. Ikke nok livserfaring. Der er sket meget i mit liv, men ikke nok og det vil nok ende med at lyde som en gang selvmedlidenhed. Og helt ærligt. Det duer altså bare ikke! Ingen gider læse om en anden der drukner i selvynk. Det er ikke fordi det er selvynk, men jeg tror ikke jeg har alderen til at se ting på en anden måde, og der af formulere mig anderledes, og så det fanger andre.
Og jeg har desværre heller ikke fantasi til at skrive historier. Øv altså. Så skal det være fordi jeg får en god historie og kan sidde en hel aften/nat og skrive, men altså, hvem kan det med sm børn?? Nej, jeg tror bare jeg må vente til jeg er ældre. Meget ældre, og så skal det nok blive til noget. Indtil da, må jeg fortsætte med at blogge og skrive dagbog (hvilket er meget beroligende og en god måde at få ro på tankerne). Og så samle en masse livserfaring som er værd at skrive om!
Kryds fingre for at det lykkes. Det skal lykkes, for det er noget jeg vil, så der er ingen vej udenom :)
Jeg har tanker om ligestilling, udearbejdende mødre og deraf om vi er lykkelige for det?? Og meget andet. Og så tænker jeg på en ting, som jeg har gjort i mange år. Det kunne være spændende at skrive en bog om mit liv, men jeg tænker tit i den forbindelse at det er jeg ikke gammel nok til. Ikke nok livserfaring. Der er sket meget i mit liv, men ikke nok og det vil nok ende med at lyde som en gang selvmedlidenhed. Og helt ærligt. Det duer altså bare ikke! Ingen gider læse om en anden der drukner i selvynk. Det er ikke fordi det er selvynk, men jeg tror ikke jeg har alderen til at se ting på en anden måde, og der af formulere mig anderledes, og så det fanger andre.
Og jeg har desværre heller ikke fantasi til at skrive historier. Øv altså. Så skal det være fordi jeg får en god historie og kan sidde en hel aften/nat og skrive, men altså, hvem kan det med sm børn?? Nej, jeg tror bare jeg må vente til jeg er ældre. Meget ældre, og så skal det nok blive til noget. Indtil da, må jeg fortsætte med at blogge og skrive dagbog (hvilket er meget beroligende og en god måde at få ro på tankerne). Og så samle en masse livserfaring som er værd at skrive om!
Kryds fingre for at det lykkes. Det skal lykkes, for det er noget jeg vil, så der er ingen vej udenom :)
søndag den 29. september 2013
Nye oplevelser giver god energi
Davs igen :p
Nå, de fleste har efterhånden hørt om fænomenet "skraldere". Det har jeg også og jeg har længe haft lyst til at prøve - og længe fulgt med på diverse facobook grupper og set hvad folk finder.
I starten tænkte jeg som de fleste andre - Føj for den. At folk kan få sig til det. Og så spise det???
Men så gik jeg på opdagelse i billeder der er lagt op, og langt de fleste varer havde samme standart som dem i min lokale netto. Og mange af varerne var faktisk pænere.
Så for nogen måneder siden var jeg ude for første gang. Jeg var super spændt! Det var da også spændende, men udbyttet ret sølle. Jeg fik brød og løg.
Nå, men brødet blev der da rå hygget med næste morgen, og løgene holdt i evigheder.
I går kom jeg så ud igen. Jeg blev kontaktet af en fra en af grupperne og vi tog ud sammen i bil. Vi tog først op og hentede brød. Rigeligt til os hver. Så var det ellers videre. Vi tjekkede en del containere der var tomme. Men som vi blev enige om - de første par gange bbliver dyre i benzin, da man ligesom kortlægger ens muligheder. Vi kørte dog kun 15 km! Vi fandt 2 steder. Første sted var der ikke voldsomt, men mere end rigeligt af både frugt og grønt. Næste sted fandt vi MASSER. Jeg fik 3 poser rodfrugter med hjem, mere grønt, kakao, æbler, porrer osv. Vi var helt høje. Det fedest var alle de penge der nu var sparet.
Jeg behøver ikke bruge penge på brød den næste uges tid. Og rodfrugterne kan blive til en gang god og sund suppe.
Men med alle de lækkerier man kan finde i sådan en container, så er der også en del rengøring. Hold da fast, alt skal rengøres og pakkes om, affaldet skal ud, så der ikke lugter indenfor. Bordene skal vaskes efter. Men sikke et syn når alt er vasket og lagt frem. Ren luksus!
Vi fandt også lidt pålæg og kød, men ingen af os turde tage den chance før det er blevet lidt koldere om aftenen og natten.
Jeg glæder mig til næste gang vi skal ud.
Få fyldt op med lækkert morgenbrød. Køleskabet med alt mulig lækkert. Slippe for den store udgift til brugt. Og til vinter - pålæg og kød.
Og bedst af alt - er alle de penge jeg kan spare, som jeg så kan vælge at bruge på mine børn. Fx spare sammen til at få istansat deres værelse! Prioritet nummer 1. Og så er min taske gået i stykker, mine sko er knap så kønne go ved at falde fra hinanden og nu vi går ind i den våde årstid - jeg har ikke haft et sæt regntøj og gummistøvler i det der ligner 10 år!
Nå, de fleste har efterhånden hørt om fænomenet "skraldere". Det har jeg også og jeg har længe haft lyst til at prøve - og længe fulgt med på diverse facobook grupper og set hvad folk finder.
I starten tænkte jeg som de fleste andre - Føj for den. At folk kan få sig til det. Og så spise det???
Men så gik jeg på opdagelse i billeder der er lagt op, og langt de fleste varer havde samme standart som dem i min lokale netto. Og mange af varerne var faktisk pænere.
Så for nogen måneder siden var jeg ude for første gang. Jeg var super spændt! Det var da også spændende, men udbyttet ret sølle. Jeg fik brød og løg.
Nå, men brødet blev der da rå hygget med næste morgen, og løgene holdt i evigheder.
I går kom jeg så ud igen. Jeg blev kontaktet af en fra en af grupperne og vi tog ud sammen i bil. Vi tog først op og hentede brød. Rigeligt til os hver. Så var det ellers videre. Vi tjekkede en del containere der var tomme. Men som vi blev enige om - de første par gange bbliver dyre i benzin, da man ligesom kortlægger ens muligheder. Vi kørte dog kun 15 km! Vi fandt 2 steder. Første sted var der ikke voldsomt, men mere end rigeligt af både frugt og grønt. Næste sted fandt vi MASSER. Jeg fik 3 poser rodfrugter med hjem, mere grønt, kakao, æbler, porrer osv. Vi var helt høje. Det fedest var alle de penge der nu var sparet.
Jeg behøver ikke bruge penge på brød den næste uges tid. Og rodfrugterne kan blive til en gang god og sund suppe.
Men med alle de lækkerier man kan finde i sådan en container, så er der også en del rengøring. Hold da fast, alt skal rengøres og pakkes om, affaldet skal ud, så der ikke lugter indenfor. Bordene skal vaskes efter. Men sikke et syn når alt er vasket og lagt frem. Ren luksus!
Vi fandt også lidt pålæg og kød, men ingen af os turde tage den chance før det er blevet lidt koldere om aftenen og natten.
Jeg glæder mig til næste gang vi skal ud.
Få fyldt op med lækkert morgenbrød. Køleskabet med alt mulig lækkert. Slippe for den store udgift til brugt. Og til vinter - pålæg og kød.
Og bedst af alt - er alle de penge jeg kan spare, som jeg så kan vælge at bruge på mine børn. Fx spare sammen til at få istansat deres værelse! Prioritet nummer 1. Og så er min taske gået i stykker, mine sko er knap så kønne go ved at falde fra hinanden og nu vi går ind i den våde årstid - jeg har ikke haft et sæt regntøj og gummistøvler i det der ligner 10 år!
fredag den 27. september 2013
Livsstilsændring
Ja! Så skal der sku ske noget!
Jeg har tidligere oplevet ting der har drænet mig fuldstændig! Alle de ting har gjort at jeg nu er blevet meget opmærksom på mig selv og hvad JEG har brug for. Der er ikke andre til at passe på mig, så lidt egoistisk bliver jeg nødt til at være.
For det første, så er jeg blevet klar over at jeg mangler noget at "tro" på. Noget der kan give mig håb og styrke. Noget udefra der ikke, kommer an på mig. Det er underligt at sige, men jeg er nok kristen. Det er nu engang det jeg er vokset op med.
Den måde jeg er opdraget på, så det har føltes naturligt. Jeg har et kors hængende ved mit kontor. Og et lille et liggende på bordet. Det giver mig styrke.
Når jeg kører i bus om morgenen er solopgangen nogen gange meget kraftig (lys) og smuk. Det minder mig om at der er mere mellem himmel og jord. Noget der nok skal passe på mig, give mig styrke og hjælpe mig gennem dagen. -Og jeg kommer igennem dagen.
Det føles rart.
Dernæst er jeg begyndt at træne. Der skal ske noget. Jeg er træt af den flade røv, maven der buler den forkerte vej. For da slet ikke at nævne jeg er ved at omkomme når jeg er kommet op på anden sal på arb. Det skal være slut!
Jeg prøver at komme ud og løbe 2-3 gange om ugen - det har dog været svært i den seneste tid da jeg dels er totalt udkørt når jeg kommer hjem med hovedpine og spænninger. Og dels er mine løbebukser ikke vasket så hvor hver 10 meter skal jeg trække dem op så de ikke hænger halvt nede om bagdelen. Det er knap så fedt og ret forstyrrende når jeg lige rammer et godt løbetempo. Så der er lidt der skal rettes op. Bukserne vaskes og et los i bagdelen så jeg kommer ud. Det er "kun" 3,6 km. En lille halv time og det burde være til at overkomme.
Og mavetræningen er 5 minutter - 8 hvis jeg er hard core. Og det giver bonus. Nu har jeg ret treg mave (øv øv og av av) men det gavner sig altså lige at smide sig 5 min på gulvet og give den gas.
At komme af med afføring, giver en mindre opppustet mave, så der er "bonus" næsten med det samme. Så selvom der er lang vej til en fladere mave, så hjælper det gevaldigt.
Sammen med dette er jjeg begyndt at se nærmere på hvad jeg spiser. Nogen madvarer giver oppustethed og dette er jeg blevet opmærksom på - og undgår så vidt muligt de produkter i større mængder. For mange kartofler og jeg ligner en badebold. Lys chokolade og jeg ligner en badebold. Og sidst men ikke mindst lyst brød! Så mavetræning og næsten udelukkelse af de tre ting gør at det ligner jeg har smidt nogen kilo - Det siger jeg jo ikke nej tak til :D
Når nu jeg lægger mange kræfter i stress og træning så har jeg brug for mentalt ro. Jeg er begyndt at høre Bob Marley. Skøn skøn musik og skønne tekster. Slapper helt af når jeg lytter til hans musik og stemme. Jeg hører det også gerne når jeg løber. Det giver bedre kontrol over vejrtrækningen, at synge med øger også et eller andet (som jeg selvfølgelig ikke kan huske hvad er), og så fokuserer jeg ikke så meget på hvor langt jeg har løbt, om jeg begynder at blive træt osv. Jeg kan nemmere køre på.
Jeg satte faktisk Bob Marley på en dag her hjemme da min store pige var syg, og hun slapper så godt af. Lå på gulvet og legede og prøvede at synge med. Der faldt en anden ro over hende.
Tanke vækkende hvis du spørg mig.
Nu vil jeg skubbe sundhed til side og nyde min aften med sodavand (light), en flødebolle og en skål slik. Og når jeg rigtig skal hygge - en hjemmelavet muffin overhældt med Sherry. Føj det er godt!
Jeg har tidligere oplevet ting der har drænet mig fuldstændig! Alle de ting har gjort at jeg nu er blevet meget opmærksom på mig selv og hvad JEG har brug for. Der er ikke andre til at passe på mig, så lidt egoistisk bliver jeg nødt til at være.
For det første, så er jeg blevet klar over at jeg mangler noget at "tro" på. Noget der kan give mig håb og styrke. Noget udefra der ikke, kommer an på mig. Det er underligt at sige, men jeg er nok kristen. Det er nu engang det jeg er vokset op med.
Den måde jeg er opdraget på, så det har føltes naturligt. Jeg har et kors hængende ved mit kontor. Og et lille et liggende på bordet. Det giver mig styrke.
Når jeg kører i bus om morgenen er solopgangen nogen gange meget kraftig (lys) og smuk. Det minder mig om at der er mere mellem himmel og jord. Noget der nok skal passe på mig, give mig styrke og hjælpe mig gennem dagen. -Og jeg kommer igennem dagen.
Det føles rart.
Dernæst er jeg begyndt at træne. Der skal ske noget. Jeg er træt af den flade røv, maven der buler den forkerte vej. For da slet ikke at nævne jeg er ved at omkomme når jeg er kommet op på anden sal på arb. Det skal være slut!
Jeg prøver at komme ud og løbe 2-3 gange om ugen - det har dog været svært i den seneste tid da jeg dels er totalt udkørt når jeg kommer hjem med hovedpine og spænninger. Og dels er mine løbebukser ikke vasket så hvor hver 10 meter skal jeg trække dem op så de ikke hænger halvt nede om bagdelen. Det er knap så fedt og ret forstyrrende når jeg lige rammer et godt løbetempo. Så der er lidt der skal rettes op. Bukserne vaskes og et los i bagdelen så jeg kommer ud. Det er "kun" 3,6 km. En lille halv time og det burde være til at overkomme.
Og mavetræningen er 5 minutter - 8 hvis jeg er hard core. Og det giver bonus. Nu har jeg ret treg mave (øv øv og av av) men det gavner sig altså lige at smide sig 5 min på gulvet og give den gas.
At komme af med afføring, giver en mindre opppustet mave, så der er "bonus" næsten med det samme. Så selvom der er lang vej til en fladere mave, så hjælper det gevaldigt.
Sammen med dette er jjeg begyndt at se nærmere på hvad jeg spiser. Nogen madvarer giver oppustethed og dette er jeg blevet opmærksom på - og undgår så vidt muligt de produkter i større mængder. For mange kartofler og jeg ligner en badebold. Lys chokolade og jeg ligner en badebold. Og sidst men ikke mindst lyst brød! Så mavetræning og næsten udelukkelse af de tre ting gør at det ligner jeg har smidt nogen kilo - Det siger jeg jo ikke nej tak til :D
Når nu jeg lægger mange kræfter i stress og træning så har jeg brug for mentalt ro. Jeg er begyndt at høre Bob Marley. Skøn skøn musik og skønne tekster. Slapper helt af når jeg lytter til hans musik og stemme. Jeg hører det også gerne når jeg løber. Det giver bedre kontrol over vejrtrækningen, at synge med øger også et eller andet (som jeg selvfølgelig ikke kan huske hvad er), og så fokuserer jeg ikke så meget på hvor langt jeg har løbt, om jeg begynder at blive træt osv. Jeg kan nemmere køre på.
Jeg satte faktisk Bob Marley på en dag her hjemme da min store pige var syg, og hun slapper så godt af. Lå på gulvet og legede og prøvede at synge med. Der faldt en anden ro over hende.
Tanke vækkende hvis du spørg mig.
Nu vil jeg skubbe sundhed til side og nyde min aften med sodavand (light), en flødebolle og en skål slik. Og når jeg rigtig skal hygge - en hjemmelavet muffin overhældt med Sherry. Føj det er godt!
Lidt om de nye udfordringer i min hverdag
Nu er det vist længe siden sidst!
Men der er også sket en masse. Sommeren er godt på hel. Vinterjakkerne er fundet frem. I det mindste min. Pigerne klarer den med en overgangs jakke og en tyk bluse. Sådan en jakke mangler jeg virkelig.
Jeg har også fået en læreplads. Det brude jo være skønt, men jeg er lidt blandet. Under alle omstændigheder er det bedre end fx kontanthjælp! Men hvad hjælper en elevplads, når jeg er mentalt drænet om eftermiddagen? Drømmer om mit arbejde og går rundt med konstant hovedpine?
Det er en noget større udfordring end jeg nogen sinde havde forestilt mig.
Jeg går med blandede tanker - skal jeg holde ud og blive? 6 måneder mere i samme afdeling og 2 måneder mere der hvor jeg sidder nu (debit/kredit). Skal jeg bare hænge i? Lade de hårde kommentarer prælle af? Vende den anden kind til? Ærligt, så er jeg alt for tit ked af det når jeg går hjem!
MEN, vælger jeg så at sige tak og farvel, så er der absolut ingen garanti for at jeg finder noget nyt. Jeg ender på kontanthjælp. Jeg kan tidligst komme på en ny uddannelse til januar. Arbejde er ikke voldsomt relevant, da jeg jo har minimal erfaring. Og elevplads? Altså, ud af en klasse på 25 er vi 4 der har fået en elevplads. Bum, så er statestikken ligesom lagt. Så er det ikke bedre at holde ud? Trods røde øjne, hovedpine og et ikke eksiterende selværd.
Tja, jeg ved det sku ikke. Ville det blive bedre et andet sted? Tja,det kommer vel helt an på de personer der er der. Det kan både blive bedre, men også langt værre.
Så min konklussion er blevet at jeg nok må holde ud. Håbe på det bedste når jeg skifter (mini) afdeling.
Nå, men noget helt andet. Nu tager jeg jo toget om morgenen.
Altså først bussen. Samme rutine dag ud og dag ind. De samme mennesker er med bussen hver dag. Samme stress for at nå toget. Et tog der altid er totalt proppet uden mulighed for at sidde ned. (har da heldigvis kun 6 min til jeg skal af). Og når jeg så står af sammen med det der ligner 150 andre mennesker der stormer mod trapperne - er det med at holde på hat og briller og prøve at lægge sig foran med de andre hurtige - ellers ender man bag alle dem der går langsomt og fylder det hele = endnu mere stress op til bussen.
Og mens alle de her mennesker stormer afsted, så er det somen hord af mennesker, ja en hel væg. STAKKELS dem der skal krydse væggen af mennekser.
Det er faktisk lidt komisk.
Hele min dag er faktisk en stor rutine - præget og styret af andre mennesker. Like a puppets on a string.
Om aftenen er jeg så træt, brugt og mentalt uddrænet at jeg ser et afsnit Dexter med kæresten og går i seng kl 21! Så må jeg opgive og gå i seng.
Forhen bad jeg til at mine børn ikke blev ringet hjem. Det betød sygefravær og jeg missede en masse undervisning i skolen. Nu beder jeg til at mine børn bliver ringet hjem. Gerne med tynd mave, bræk eller noget andet der varer nogen dage. SÅ kan jeg holde fri og nyde mine børn - hellere bræk og tynd mave i stride strømme. (hvor er det egentlig frygteligt at det skal være sådan.)
Det var ikke et voldsomt positivt indlæg, men det viser "bagsiden af medaljen".
Og bare for at afslutte - hvis jeg ikke bliver headhunted af et firma, må jeg bare holde ud. Jeg VIL have min uddannelse, så jeg kan komme videre i mit liv. Jeg har børn og vi skal have råd til ferie og hvad der ellers hører til med børn. Et hus, bil og hund ville være drømmen, så det skal der arbejdes på - og det kræver sørme en normal løn! Slut prut - der skal være råd til at kunne lave noget impulsivt uden at det skal vælte budgettet. Og som mor må man være et godt forbillede. De ser jeg har gået i skole, tager en uddannelse, går på arbejde og passer det.
Men der er også sket en masse. Sommeren er godt på hel. Vinterjakkerne er fundet frem. I det mindste min. Pigerne klarer den med en overgangs jakke og en tyk bluse. Sådan en jakke mangler jeg virkelig.
Jeg har også fået en læreplads. Det brude jo være skønt, men jeg er lidt blandet. Under alle omstændigheder er det bedre end fx kontanthjælp! Men hvad hjælper en elevplads, når jeg er mentalt drænet om eftermiddagen? Drømmer om mit arbejde og går rundt med konstant hovedpine?
Det er en noget større udfordring end jeg nogen sinde havde forestilt mig.
Jeg går med blandede tanker - skal jeg holde ud og blive? 6 måneder mere i samme afdeling og 2 måneder mere der hvor jeg sidder nu (debit/kredit). Skal jeg bare hænge i? Lade de hårde kommentarer prælle af? Vende den anden kind til? Ærligt, så er jeg alt for tit ked af det når jeg går hjem!
MEN, vælger jeg så at sige tak og farvel, så er der absolut ingen garanti for at jeg finder noget nyt. Jeg ender på kontanthjælp. Jeg kan tidligst komme på en ny uddannelse til januar. Arbejde er ikke voldsomt relevant, da jeg jo har minimal erfaring. Og elevplads? Altså, ud af en klasse på 25 er vi 4 der har fået en elevplads. Bum, så er statestikken ligesom lagt. Så er det ikke bedre at holde ud? Trods røde øjne, hovedpine og et ikke eksiterende selværd.
Tja, jeg ved det sku ikke. Ville det blive bedre et andet sted? Tja,det kommer vel helt an på de personer der er der. Det kan både blive bedre, men også langt værre.
Så min konklussion er blevet at jeg nok må holde ud. Håbe på det bedste når jeg skifter (mini) afdeling.
Nå, men noget helt andet. Nu tager jeg jo toget om morgenen.
Altså først bussen. Samme rutine dag ud og dag ind. De samme mennesker er med bussen hver dag. Samme stress for at nå toget. Et tog der altid er totalt proppet uden mulighed for at sidde ned. (har da heldigvis kun 6 min til jeg skal af). Og når jeg så står af sammen med det der ligner 150 andre mennesker der stormer mod trapperne - er det med at holde på hat og briller og prøve at lægge sig foran med de andre hurtige - ellers ender man bag alle dem der går langsomt og fylder det hele = endnu mere stress op til bussen.
Og mens alle de her mennesker stormer afsted, så er det somen hord af mennesker, ja en hel væg. STAKKELS dem der skal krydse væggen af mennekser.
Det er faktisk lidt komisk.
Hele min dag er faktisk en stor rutine - præget og styret af andre mennesker. Like a puppets on a string.
Om aftenen er jeg så træt, brugt og mentalt uddrænet at jeg ser et afsnit Dexter med kæresten og går i seng kl 21! Så må jeg opgive og gå i seng.
Forhen bad jeg til at mine børn ikke blev ringet hjem. Det betød sygefravær og jeg missede en masse undervisning i skolen. Nu beder jeg til at mine børn bliver ringet hjem. Gerne med tynd mave, bræk eller noget andet der varer nogen dage. SÅ kan jeg holde fri og nyde mine børn - hellere bræk og tynd mave i stride strømme. (hvor er det egentlig frygteligt at det skal være sådan.)
Det var ikke et voldsomt positivt indlæg, men det viser "bagsiden af medaljen".
Og bare for at afslutte - hvis jeg ikke bliver headhunted af et firma, må jeg bare holde ud. Jeg VIL have min uddannelse, så jeg kan komme videre i mit liv. Jeg har børn og vi skal have råd til ferie og hvad der ellers hører til med børn. Et hus, bil og hund ville være drømmen, så det skal der arbejdes på - og det kræver sørme en normal løn! Slut prut - der skal være råd til at kunne lave noget impulsivt uden at det skal vælte budgettet. Og som mor må man være et godt forbillede. De ser jeg har gået i skole, tager en uddannelse, går på arbejde og passer det.
mandag den 3. juni 2013
Mit kontor
Endelig har jeg fået mit eget kontor. Eller det er i virkeligheden bare et lille skrivebord med 2 skuffer og et lille skab. Bordet til min printer er en stol der er skubbet hen ved siden af. Og min arbejds lampe er en børne lampe fra netto med sommerfugle, men ikke destomindre er det MIT kontor. MIT hjørne, MIT sted. Endelig efter 6 år hjemmefra (og hvor mit værelse var en lukket altan med gennemgang til "haven") har jeg mit eget sted.
Altså jeg har jo et soveværelse som jeg deler med gemalen... Og ungerne kommer rendene og roder i mine ting. Men nu har jeg et sted jeg kan stille min computer - uden at gå fra den i frygt for at en af ungerne STÅR PÅ DEN! Jeps, det er prøvet. Eller der bliver spildt på den - tæt på. Eller en hånd på skærmen der er smurt ind i vingummi savl - mmmmm, så nemt at få af igen...
Min computer er ikke længere pinlig at have med i skole. Den er nu sådan forholdsvis ren.
Jeg har nu en skuffe hvor jeg kan lægge min dagbog. Et sted hvor den kan ligge i fred og ro, uden små unger der kommer snigende med en stor, sort, fed tusch! Eller for den sags skyld dypper den i vand eller river siderne ud.
Jeg har nu en skuffe, hvor jeg kan have mit slik i fred! Eller... nogen gange ligger der lidt slik, men for det meste bolsjer. De er gode at stille både sult og slik trangen med.
Jeg kan også samle mine kontorartikler. Jeg har en "fin" holder til mine kuglepenne - slut med at rende i vil panik efter en kuglepen. Jeg ved vi har nærmere 20 kuglepenne over hele huset, men aldrig nogen der duer eller vil findes... Typisk.
I skuffen har jeg styr på mine klips, klipsemaskine - som vist nok ikke duer, billig ragelse for nu at være ærlig. Og min hulemaskine.
Jeg kan også holde styr på alle ledninger! Mit headset har nu et helle-sted udenfor ungernes rækkevidde. Min usb ledning til mobilen er nu faktisk til at finde.
Og nu hvor jeg skal til eksamen, har jeg et sted at lægge alle mine små pap kort, som jeg skal bruge som en anden nyheds oplæser til eksamen.
Ja kort sagt - jeg elsker mit lille hjørne! Det har givet blod på tanden. Nu skal der ordnes i lejligheden! Ved næste lønning skal vi have et rigtigt skab til badeværelset! Og ikke den beskidt, ulækre kurvedims vi har nu. Skidtet har groet fast i palstikken og jeg har opgivet at gøre den ren. Den suger skidt og støv til sig, bliver plasket på når vi er i bad og svømmer snart rundt i en ulækker, flydende masse af støv, hår, sæberester og guderne må vide hvad. Den skal ud! Ja, så kan jeg sætte toiletruller ud i skabet - så skal man ikke sidde der flov næste gang huset er fuld af gæster og råber af lungernes kraft "JEG MANGLER TOILETPAPIR" bare for at blive hørt - og selvfølgelig er der stille i det man siger toiletpapir. Eller at man for 3 gang den dag står med vand på hænderne og vifter rundt fra højre til venstre efter det håndklæde man vidste hand der for bare 5 minutter siden, for derefter at gå den lange vej ind til soverummet og tage et håndklæde, og på den tid kan det hele være ligemeget - hænderne blev tørret i bukserne af irritation. Nej med et skab, kan der altid ligge nogen håndlæder og vaskeklude.
Og når skabet er på plads, skal der lys ud i begge gange! Den ved hoveddøren der altid er mørk som natten når det er vinter, og den hvor jeg har mit kontor. Nu skal der lys! For slet ikke at forglemme mit smukke billede af heste - kunstnerisk lavet og giver liv til fantasien.
Men når nu der kommer lys, kan alle de grimme pletter på væggene ses. Ungerne med deres chokolade hænder og gemalen med arbejds beskidte hænder.. Der skal males! Så må der males en væg af gangen om nødvendigt. Jeg går nye tider i møde.
Og skulle jeg være så heldig at få en læreplads (eller arbejde i mellemtiden) er der råd til mere. Så skal der bestilles proffesionelle rengørings folk, der kan fjerne alle pletter på gulvet der stammer fra tidernes morgen. Guderne må vide fra hvad - jeg ved at jeg har kravlet på alle fire og fjernet TYGGEGUMMI fra gulvet! Op til flere steder! For slet ikke at nævne kattehår der har kravlet ind steder jeg ikke vidste fandtes. Få fjernet alt der hedder edderkoppespind og vasket alle vægge ned med noget kras rengøringsmiddel.
Jeg arbejder mig ud fra mit lille hjørne. Mit hjørne som kun jeg er herre over. Kun mit rod, og mine regler. Jeg vil selvfølgelig også have en reol, med en forlænget plade til min printer. Men en reol hører sig til! Der skal styr på ting - der skal styr på mit hjem - mit liv.
Jeg vil kunne tage venner på besøg uden at være flov. Jeg vil være stolt over at have min mor på besøg. Mine børn skal kunne tage venner med hjem - og jeg vil kunne drikke kaffe med de andre mødre - i mit hjem - stolt af mit hjem og hvad jeg giver min familie!
Amen.
Altså jeg har jo et soveværelse som jeg deler med gemalen... Og ungerne kommer rendene og roder i mine ting. Men nu har jeg et sted jeg kan stille min computer - uden at gå fra den i frygt for at en af ungerne STÅR PÅ DEN! Jeps, det er prøvet. Eller der bliver spildt på den - tæt på. Eller en hånd på skærmen der er smurt ind i vingummi savl - mmmmm, så nemt at få af igen...
Min computer er ikke længere pinlig at have med i skole. Den er nu sådan forholdsvis ren.
Jeg har nu en skuffe hvor jeg kan lægge min dagbog. Et sted hvor den kan ligge i fred og ro, uden små unger der kommer snigende med en stor, sort, fed tusch! Eller for den sags skyld dypper den i vand eller river siderne ud.
Jeg har nu en skuffe, hvor jeg kan have mit slik i fred! Eller... nogen gange ligger der lidt slik, men for det meste bolsjer. De er gode at stille både sult og slik trangen med.
Jeg kan også samle mine kontorartikler. Jeg har en "fin" holder til mine kuglepenne - slut med at rende i vil panik efter en kuglepen. Jeg ved vi har nærmere 20 kuglepenne over hele huset, men aldrig nogen der duer eller vil findes... Typisk.
I skuffen har jeg styr på mine klips, klipsemaskine - som vist nok ikke duer, billig ragelse for nu at være ærlig. Og min hulemaskine.
Jeg kan også holde styr på alle ledninger! Mit headset har nu et helle-sted udenfor ungernes rækkevidde. Min usb ledning til mobilen er nu faktisk til at finde.
Og nu hvor jeg skal til eksamen, har jeg et sted at lægge alle mine små pap kort, som jeg skal bruge som en anden nyheds oplæser til eksamen.
Ja kort sagt - jeg elsker mit lille hjørne! Det har givet blod på tanden. Nu skal der ordnes i lejligheden! Ved næste lønning skal vi have et rigtigt skab til badeværelset! Og ikke den beskidt, ulækre kurvedims vi har nu. Skidtet har groet fast i palstikken og jeg har opgivet at gøre den ren. Den suger skidt og støv til sig, bliver plasket på når vi er i bad og svømmer snart rundt i en ulækker, flydende masse af støv, hår, sæberester og guderne må vide hvad. Den skal ud! Ja, så kan jeg sætte toiletruller ud i skabet - så skal man ikke sidde der flov næste gang huset er fuld af gæster og råber af lungernes kraft "JEG MANGLER TOILETPAPIR" bare for at blive hørt - og selvfølgelig er der stille i det man siger toiletpapir. Eller at man for 3 gang den dag står med vand på hænderne og vifter rundt fra højre til venstre efter det håndklæde man vidste hand der for bare 5 minutter siden, for derefter at gå den lange vej ind til soverummet og tage et håndklæde, og på den tid kan det hele være ligemeget - hænderne blev tørret i bukserne af irritation. Nej med et skab, kan der altid ligge nogen håndlæder og vaskeklude.
Og når skabet er på plads, skal der lys ud i begge gange! Den ved hoveddøren der altid er mørk som natten når det er vinter, og den hvor jeg har mit kontor. Nu skal der lys! For slet ikke at forglemme mit smukke billede af heste - kunstnerisk lavet og giver liv til fantasien.
Men når nu der kommer lys, kan alle de grimme pletter på væggene ses. Ungerne med deres chokolade hænder og gemalen med arbejds beskidte hænder.. Der skal males! Så må der males en væg af gangen om nødvendigt. Jeg går nye tider i møde.
Og skulle jeg være så heldig at få en læreplads (eller arbejde i mellemtiden) er der råd til mere. Så skal der bestilles proffesionelle rengørings folk, der kan fjerne alle pletter på gulvet der stammer fra tidernes morgen. Guderne må vide fra hvad - jeg ved at jeg har kravlet på alle fire og fjernet TYGGEGUMMI fra gulvet! Op til flere steder! For slet ikke at nævne kattehår der har kravlet ind steder jeg ikke vidste fandtes. Få fjernet alt der hedder edderkoppespind og vasket alle vægge ned med noget kras rengøringsmiddel.
Jeg arbejder mig ud fra mit lille hjørne. Mit hjørne som kun jeg er herre over. Kun mit rod, og mine regler. Jeg vil selvfølgelig også have en reol, med en forlænget plade til min printer. Men en reol hører sig til! Der skal styr på ting - der skal styr på mit hjem - mit liv.
Jeg vil kunne tage venner på besøg uden at være flov. Jeg vil være stolt over at have min mor på besøg. Mine børn skal kunne tage venner med hjem - og jeg vil kunne drikke kaffe med de andre mødre - i mit hjem - stolt af mit hjem og hvad jeg giver min familie!
Amen.
fredag den 26. april 2013
Hvorfor anonym? Og hvem er jeg?
Ja, hvorfor lige anonym? Er jeg ikke super kedelig? Skjuler jeg noget? Hvem er jeg?
For at være ærlig, jo jeg vil da helst råbe mit navn højt. Stå ved det jeg syntes og skriver. Jeg udgiver jo ikke noget, jeg ikke kan stå inde for. Men behøver jeg stå til regnskab overfor personer, der ønsker at se mig trynet? Der ikke ønsker mig som en på tvunget del af deres liv? Er jeg overhovedet interesseret i at ALLE ved hvem jeg er? Er det ikke lidt ligesom at have en lukket facebook profil, hvor man selv vælger hvad folk skal kunne se og læse?
Tjo, jeg syntes det er lidt det samme.
Jeg har før prøvet at skrive på et andet site, under mit eget navn. Jeg skrev helt anonymt ingen kunne føle sig forurettet, men alligevel kom der et ramaskrig i min nærmeste kreds.
For at være ærlig, så var jeg bange, ked af det, højgravid og troede min kommende familie skulle gå i opløsning allerede inden den blev til virkelighed.
Jeg havde haft en dårlig dag både hos jordemoder, kæresten var i dårligt humør, og jeg havde bare brug for luft. Jeg følte jeg fik trukket en pose ned over hovedet, hvor der stod på hvordan jeg skulle være som person, hvad jeg måtte, hvad jeg skulle og helt bestemt - hvad jeg IKKE måtte.
Jeg skrev for at få luft og gode råd af andre, men det eneste jeg fik ud af det, var det stik modsatte. heldigvis støttede min kæreste mig fuldt ud, og kunne ikke se et problem i det jeg skrev. Men dramaet var stort og varede længe. Og det skulle jeg igennem to gange.
Det har gjort mig lidt bange, og er meget forsigtig med hvad jeg skriver, og især under mit eget navn.
Hvem er jeg?
Ja, ganske kort, jeg er mig selv :)
Jeg er i knap midt tyverne. Jeg har to skønne børn og en dejlig kæreste, som jeg en dag kan kalde for min mand. Jeg er under uddannelse, og leder med lys og lygter efter en elevplads (så skriv da endelig, hvis du kender nogen der skal bruge en kontor elev)
Jeg bor i en lille lejlighed, hvor vi gør det bedste vi kan for at indrette os hyggeligt. Min familie toppes, med vores kat, som vist mest er min.
Jeg er glad for mit liv. Jeg er stolt af mig selv, og har lært at tro på mig selv. Jeg ved, at jeg er både fagligt klogere, personligt stærkere end jeg går og tror. Jeg har modbevist mig selv gang på gang, og ved nu at ingen skal have lov at træde på mig.
Selvom min lille familie består af 4, så består min kærestes familie af 5. Det gør, at jeg en gang i mellem går under tiltalen "stedmor" Ja, nok mere den onde stedmor.
Og jeg er blevet kaldt en dårlig stedmor et par gange. Før gjorde det ondt. Det føltes personligt. nu kan jeg børste det af mig. Jeg kan forsvare mine handlinger, og stå ved dem. Jeg er ikke barnets mor, og har ikke de samme forpligtelser. Det er ikke mig barnet kommer for at se, men dets far. Det er ikke mit ansvar, at underholde, finde på aktiviteter eller holde i hånd en hel weekend. Jeg har mine egne børn. Jeg kan hjælpe hvor der er brug for mig, og give en skulder at græde ud ved.
Sidst jeg blev kaldt for en dårlig "stedmor" blev jeg faktisk gal. Vedkommende kender ikke min baggrund, barnets baggrund, eller hvordan vores weekender fungerer. "Vi" blev bedømt ud fra vedkommendes egne erfaringer, og de blev proppet ned over mit hoved. Jeg var forkert, fordi jeg ikke kunne sætte mine egne børn til side en weekend. Mine børn har det jo godt, så de tog ikke skade af at "undvære" mig en weekend. Og nej, det kan da godt ske, men jeg ser dem ikke meget i hverdagen, og glæder mig til weekend med MINE børn. Jeg har ikke fået børn, for at sætte dem til side.
Og jeg gør faktisk en indsats som "stedmor". Jeg har gjort utrolig meget, og strukket mig utroligt langt, men ikke blevet sat pris på. Jeg blev ædt råt, med hud og hår og bagefter spyttet ud. Og jeg gør det ALDRIG igen.
Jeg har sat foden ned, sagt stop, ridset mine grænser op og sagt fra. Jeg har fortalt hvor langt mine grænser kan strækkes og hvad jeg vil være med til. Og det er der nogen der har svært ved at acceptere.
Pludselig har jeg en mening, som ikke passer andre, og derfor skal jeg bankes ned. Det er simpelthen ikke i orden!
Så, hvis nogen kan banke mig ned over sådanne små-ting, hvad sker der så, hvis folk ved at det er mig der skriver? Hvor meget ballade skal jeg få, over mine holdninger? Hvor mange gange, skal jeg bankes ned, fordi jeg er blevet klogere på hvem jeg er, og hvad jeg vil/vil være med til?
Måske jeg ændrer mit navn til det rigtige om en uge, måned eller år.
Det ville være rart, at skrive under mit eget navn.
Der vil altid være nogen der føler sig stødt, over det jeg skriver, men jeg behøver heller ikke smide mig selv for løverne.
For at være ærlig, jo jeg vil da helst råbe mit navn højt. Stå ved det jeg syntes og skriver. Jeg udgiver jo ikke noget, jeg ikke kan stå inde for. Men behøver jeg stå til regnskab overfor personer, der ønsker at se mig trynet? Der ikke ønsker mig som en på tvunget del af deres liv? Er jeg overhovedet interesseret i at ALLE ved hvem jeg er? Er det ikke lidt ligesom at have en lukket facebook profil, hvor man selv vælger hvad folk skal kunne se og læse?
Tjo, jeg syntes det er lidt det samme.
Jeg har før prøvet at skrive på et andet site, under mit eget navn. Jeg skrev helt anonymt ingen kunne føle sig forurettet, men alligevel kom der et ramaskrig i min nærmeste kreds.
For at være ærlig, så var jeg bange, ked af det, højgravid og troede min kommende familie skulle gå i opløsning allerede inden den blev til virkelighed.
Jeg havde haft en dårlig dag både hos jordemoder, kæresten var i dårligt humør, og jeg havde bare brug for luft. Jeg følte jeg fik trukket en pose ned over hovedet, hvor der stod på hvordan jeg skulle være som person, hvad jeg måtte, hvad jeg skulle og helt bestemt - hvad jeg IKKE måtte.
Jeg skrev for at få luft og gode råd af andre, men det eneste jeg fik ud af det, var det stik modsatte. heldigvis støttede min kæreste mig fuldt ud, og kunne ikke se et problem i det jeg skrev. Men dramaet var stort og varede længe. Og det skulle jeg igennem to gange.
Det har gjort mig lidt bange, og er meget forsigtig med hvad jeg skriver, og især under mit eget navn.
Hvem er jeg?
Ja, ganske kort, jeg er mig selv :)
Jeg er i knap midt tyverne. Jeg har to skønne børn og en dejlig kæreste, som jeg en dag kan kalde for min mand. Jeg er under uddannelse, og leder med lys og lygter efter en elevplads (så skriv da endelig, hvis du kender nogen der skal bruge en kontor elev)
Jeg bor i en lille lejlighed, hvor vi gør det bedste vi kan for at indrette os hyggeligt. Min familie toppes, med vores kat, som vist mest er min.
Jeg er glad for mit liv. Jeg er stolt af mig selv, og har lært at tro på mig selv. Jeg ved, at jeg er både fagligt klogere, personligt stærkere end jeg går og tror. Jeg har modbevist mig selv gang på gang, og ved nu at ingen skal have lov at træde på mig.
Selvom min lille familie består af 4, så består min kærestes familie af 5. Det gør, at jeg en gang i mellem går under tiltalen "stedmor" Ja, nok mere den onde stedmor.
Og jeg er blevet kaldt en dårlig stedmor et par gange. Før gjorde det ondt. Det føltes personligt. nu kan jeg børste det af mig. Jeg kan forsvare mine handlinger, og stå ved dem. Jeg er ikke barnets mor, og har ikke de samme forpligtelser. Det er ikke mig barnet kommer for at se, men dets far. Det er ikke mit ansvar, at underholde, finde på aktiviteter eller holde i hånd en hel weekend. Jeg har mine egne børn. Jeg kan hjælpe hvor der er brug for mig, og give en skulder at græde ud ved.
Sidst jeg blev kaldt for en dårlig "stedmor" blev jeg faktisk gal. Vedkommende kender ikke min baggrund, barnets baggrund, eller hvordan vores weekender fungerer. "Vi" blev bedømt ud fra vedkommendes egne erfaringer, og de blev proppet ned over mit hoved. Jeg var forkert, fordi jeg ikke kunne sætte mine egne børn til side en weekend. Mine børn har det jo godt, så de tog ikke skade af at "undvære" mig en weekend. Og nej, det kan da godt ske, men jeg ser dem ikke meget i hverdagen, og glæder mig til weekend med MINE børn. Jeg har ikke fået børn, for at sætte dem til side.
Og jeg gør faktisk en indsats som "stedmor". Jeg har gjort utrolig meget, og strukket mig utroligt langt, men ikke blevet sat pris på. Jeg blev ædt råt, med hud og hår og bagefter spyttet ud. Og jeg gør det ALDRIG igen.
Jeg har sat foden ned, sagt stop, ridset mine grænser op og sagt fra. Jeg har fortalt hvor langt mine grænser kan strækkes og hvad jeg vil være med til. Og det er der nogen der har svært ved at acceptere.
Pludselig har jeg en mening, som ikke passer andre, og derfor skal jeg bankes ned. Det er simpelthen ikke i orden!
Så, hvis nogen kan banke mig ned over sådanne små-ting, hvad sker der så, hvis folk ved at det er mig der skriver? Hvor meget ballade skal jeg få, over mine holdninger? Hvor mange gange, skal jeg bankes ned, fordi jeg er blevet klogere på hvem jeg er, og hvad jeg vil/vil være med til?
Måske jeg ændrer mit navn til det rigtige om en uge, måned eller år.
Det ville være rart, at skrive under mit eget navn.
Der vil altid være nogen der føler sig stødt, over det jeg skriver, men jeg behøver heller ikke smide mig selv for løverne.
torsdag den 25. april 2013
Sygdom
Jeg har desværre sukkersyge, og det bringer en masse udfordringer i hverdagen, tanker og tanker om fremtiden.
Jeg er ikke selvforskyldt i min sukkersyge, men har den arveligt i min familie. det er simpelthen noget øv!
HVIS jeg kan tabe mig ca. 10 kilo, kan det være sukkersygen går lidt i sig selv, eller jeg kan slippe for at tage medicin morgen og aften. Men det er et stort arbejde at tabe sig. Ikke alene er det til tider svært at finde tid i dagligdagen til motion, når man har mand og børn. Men det er en livsstils ændring. Det i sig selv burde ikke være svært, men det er det, når det er en hel familie der skal være med på den.
Jeg har tabt mig 5 kilo, men er gået lidt i stå. nu er sommeren på vej, og det er lyst tidligere og længere om aftenen, og jeg skal blive bedre til at komme ud om morgenen i weekenderne, og ud om aftenen og få rørt mig. jeg er begyndt at holde af at løbe. Man kommer hurtigt frem, får noget bevægelse - altså det går hurtigt, og man kan komme vidt omkring. Ligesom at cykle, men man forbrænder mere, og mærker sin krop på en anden måde.
Jeg drømmer om den dag, hvor jeg er "tynd" igen. Tynd bliver jeg nok aldrig. Jeg har trods alt født to børn, og har hofter som en kvinde. Men jeg har en pæn talje, og den skal da fremhæves. Maven skal på skrump, og bagdelen skal trænes. Sodavand er lagt på hylden - engang i mellem ryger der en light, men det hører til sjældenhederne. Slik har jeg ikke købt i 2 uger nu. Dog har jeg en polo i tasken og noget druesukker. Druesukker har jeg hvis jeg skulle blive meget dårlig, og polo har jeg til, hvis jeg sidder i timen og ikke kan hive en hel madpakke op, eller i bussen på vej hjem, og ikke har mad. Altså mere eller mindre som en nødløsning. Ikke noget jeg sidder og guffer hver dag.
Hvis jeg skulle blive slik sulten, tager jeg gerne lidt at spise, eller drikke - tit hvis man føler sig sulten, er det fordi man ikke har drukket nok. Husk den, og tænk lige over det næste gang maven siger den er sulten. Hvis alt skulle fejle, så har jeg lidt chokolade i skabet. Jeg er vild med chokolade, og kan nok aldrig slippe det, men det er STOR forskel på at spise en halv plade chokolade fredag aften, 2 bounty tirsdag efter skole osv., som det er at tage 1-2 tern fredag aften til kaffen.
Og jeg nyder faktisk, at der ikke konstant ligger en slik lysten følelse og trykker, selv efter en alt for stor aftensmad. Den er der stadig, men ikke så stor, og kan sagtens abstrahere fra den. Dejligt :)
Jeg har den sidste måned oplevet to gange at blodsukkeret har drillet. Jeg har ikke haft nogen test strimler, så har ikke kunne måle det, og derfor ikke vide hvordan jeg skulle behandle det. Altså ud og gå en tur, eller drikke en juice. Jeg har bare måtte side det ud og vente på at få det bedre. Set tilbage, har det været meget skræmmende. Så jeg tog beslutningen om at købe nogen nye test strimler. Det er kun prisen der har holdt mig tilbage før. 400 kr. for 50 stk. Puha, og når jeg skal måle en døgnprofil, skal jeg test 7 gange på en dag. Så ryger de hurtigt.
Men nu har jeg så fået det målt det seneste døgn, og indtil videre, ser det faktisk fint ud. jeg ligger indenfor det jeg skal, men den kan godt tåle at komme lidt længere ned, men det burde komme med motionen og de stadig bedre kostvaner.
Men sukkersygen skræmmer mig når jeg tænker på fremtiden. Sund kost, koster mange penge. Bare tænk på hvad der skal i en god, varieret salat. Puha, så er man pludselig halvfattig efter en tur i netto. Eller fedtfattigt kød. Ja, det koster et par kroner mere, men i længden er det sørme mange penge, og det er jo ikke fordi mad i Danmark er særlig billigt.
Jeg er rigtig bange for at få koldbrand. Det betyder også at når jeg får nye sko, skal jeg passe på vabler og at de ikke udvikler sig. Jeg skal passe på, når jeg klipper negle på tæerne. Myggestil osv.
Jeg skal spise fedtfattigt, og være opmærksom på mit syn. jeg kan med tiden miste lugtesansen. Jeg kan få nyresvigt, og skal jævnligt teste det også.
Jeg skal jævnligt have testet mit kolesterol - og så har vi i min familie tendens til for højt kolesterol.
Jeg er bange for fremtiden, og glæder mig til at være færdig uddannet, så jeg kan få et job og flere penge. Så skal der investeres i gode løbesko, løbevenligt tøj til sommer og vinter. En cykel, så jeg kan cykle til og fra arbejde - forudsat at det ligger i rimelig afstand fra mit hjem. Jeg ender med at blive en sports-freak, men med rette. Jeg tager ansvar for mig selv, og det er at være stærk. Jeg tager ansvar for mine børn og viser dem vejen til et sundt liv. Jeg bliver en mor med mere overskud og mindre ondt.
Jeg ville ønske jeg havde min gode veninde tæt på mig, så vi kunne motivere hinanden, se fremskridt, presse hinanden og støtte hinanden. Det ER bare sjovere når man er to til at holde hinanden oppe.
Det kunne være sjovt, med en månedlig aften, hvor man sammen lavede en lækker aftensmad og hyggede sig. Venner er vigtigt, ja faktisk kan venner være livsvigtige. Og for nogen, er venner tættere på end familie. Tænk over hvad du betyder for dine venner, og hvad dine venner betyder for dig.
Er jeres forventninger til den anden stemt over ens? Hvad forventer du af dine venner, og kan du leve op til dine venners krav?
For mig er det vigtigt, at mine venner kan rumme at jeg er mor. Mine børn kommer foran alt andet. Jeg forventer at mine venner er loyale, og kan holde på det der bliver sagt. Og det, jeg forventer af mine venner, forventer jeg også af mig selv som ven.
Jeg værdsætter mine venner meget højt.
mandag den 22. april 2013
Samfundets ansvar
Eller er det politikkernes?
Jeg er under uddannelse og kømper for at få en praktikplads. Politikkerne vil gerne have os hurtigt igennem en uddannelse. Vi skal ud og være en del af samfundet. Tjene vores egne penge, og være med til at give i vores alles fælles kasse.
Men hvordan kan vi det, når politikkerne fjerner virksomhedernes tilskud til at tage en elev?
Hvorfor er det de private virksomheders problem, at vi mangler en praktikplads? Behøver de overhovedet engagere sig i at uddanne folk?
Næ, det behøver de vel ikke. De er private og kan gøre hvad de vil. Men det offentlige, burde i højere grad tage ansvar.
Men når alt kommer til alt, er vi alle en del af samfundet. Vi vil alle gerne komme på hospitalet når vi bliver syge, eller få SU under uddannelse. Eller i sidste ende, kunne få kontanthjælp når alt andet svigter.
Men hvordan kan vi det, når der er mindre og mindre der betaler til fælles kassen og flere og flere der stikker hånden i og skal have en bid?
Burde vi som personer, og derved firmaer ikke tage ansvar for vores samfund, og derved tage elever ind og uddanne dem man kan?
Lidt firkantet set, så er elever jo billig arbejdskraft. Vi skal have en kort oplæring, og er så ellers selvkørende. Vi kan jo så komme til at lave en fejl og kræver lidt mere hjælp end dem der er uddannet og fastansatte.
Men hvad er det der går galt, når firmaer enten ikke vil tage elever, eller kun tager en enkelt eller to?
De små firmaer, er lidt undtaget. Det kan være de ikke har midlerne til en elev, eller kun kan tage en enkelt eller to, men så er det jo helt klart bedre end ingen!
Men hvad med de større firmaer? Er det ren grådighed at de ikke vil tage elever eller mere end to?
Burde der ikke være et større "marked" i at tage elever ind? Der må da sidde nogen kloge hovedet der dels kan udarbejde en økonomisk godte, for dem der tager elever, men også i firmaerne selv. Nogen der kan finde noget godt at bruge elever til.
Hvorfor skal det være så svært at få en uddannelse? De fleste af os får SU, men på et tidspunkt ender vi på kontanthjælp. Enten fordi vi ikke kan få dagpenge, eller fordi dagpengeretten er opbrugt. Så sidder vi igen med hånden i fælles kassen, og tager, uden at kunne give tilbage. Det har jo så den triste virkning, at skatterne bliver hævet, for at få flere penge i kassen. Men så får folk mindre penge at købe for og produktionen falder og virksomhederne må fyre. Så hvorfor ikke tage et ansvar, og sige at nu arbejder vi os ud af krisen. Vi skal have uddannet nogen folk, skabt flere arbejdspladser, og her kunne de private firmaer komme mere i spil.
Og helt ærligt, for at skabe vækst, må der bruges nogen penge.
Kom nu, lad os få gang i væksten.
Jeg er en af dem der mangler en læreplads. Jeg er ikke dum, får fine karakterer, følger med i skolen. Jeg har en smule arbejds erfaring, men ikke mere, end at jeg kan "formes". Jeg arbejder hårdt og er grundig med mit arbejde. Hvorfor skal det være så svært? Jeg er jo ikke supermand og har 10 års super erfaring. Jeg er en elev, der skal oplæres.
Jeg er under uddannelse og kømper for at få en praktikplads. Politikkerne vil gerne have os hurtigt igennem en uddannelse. Vi skal ud og være en del af samfundet. Tjene vores egne penge, og være med til at give i vores alles fælles kasse.
Men hvordan kan vi det, når politikkerne fjerner virksomhedernes tilskud til at tage en elev?
Hvorfor er det de private virksomheders problem, at vi mangler en praktikplads? Behøver de overhovedet engagere sig i at uddanne folk?
Næ, det behøver de vel ikke. De er private og kan gøre hvad de vil. Men det offentlige, burde i højere grad tage ansvar.
Men når alt kommer til alt, er vi alle en del af samfundet. Vi vil alle gerne komme på hospitalet når vi bliver syge, eller få SU under uddannelse. Eller i sidste ende, kunne få kontanthjælp når alt andet svigter.
Men hvordan kan vi det, når der er mindre og mindre der betaler til fælles kassen og flere og flere der stikker hånden i og skal have en bid?
Burde vi som personer, og derved firmaer ikke tage ansvar for vores samfund, og derved tage elever ind og uddanne dem man kan?
Lidt firkantet set, så er elever jo billig arbejdskraft. Vi skal have en kort oplæring, og er så ellers selvkørende. Vi kan jo så komme til at lave en fejl og kræver lidt mere hjælp end dem der er uddannet og fastansatte.
Men hvad er det der går galt, når firmaer enten ikke vil tage elever, eller kun tager en enkelt eller to?
De små firmaer, er lidt undtaget. Det kan være de ikke har midlerne til en elev, eller kun kan tage en enkelt eller to, men så er det jo helt klart bedre end ingen!
Men hvad med de større firmaer? Er det ren grådighed at de ikke vil tage elever eller mere end to?
Burde der ikke være et større "marked" i at tage elever ind? Der må da sidde nogen kloge hovedet der dels kan udarbejde en økonomisk godte, for dem der tager elever, men også i firmaerne selv. Nogen der kan finde noget godt at bruge elever til.
Hvorfor skal det være så svært at få en uddannelse? De fleste af os får SU, men på et tidspunkt ender vi på kontanthjælp. Enten fordi vi ikke kan få dagpenge, eller fordi dagpengeretten er opbrugt. Så sidder vi igen med hånden i fælles kassen, og tager, uden at kunne give tilbage. Det har jo så den triste virkning, at skatterne bliver hævet, for at få flere penge i kassen. Men så får folk mindre penge at købe for og produktionen falder og virksomhederne må fyre. Så hvorfor ikke tage et ansvar, og sige at nu arbejder vi os ud af krisen. Vi skal have uddannet nogen folk, skabt flere arbejdspladser, og her kunne de private firmaer komme mere i spil.
Og helt ærligt, for at skabe vækst, må der bruges nogen penge.
Kom nu, lad os få gang i væksten.
Jeg er en af dem der mangler en læreplads. Jeg er ikke dum, får fine karakterer, følger med i skolen. Jeg har en smule arbejds erfaring, men ikke mere, end at jeg kan "formes". Jeg arbejder hårdt og er grundig med mit arbejde. Hvorfor skal det være så svært? Jeg er jo ikke supermand og har 10 års super erfaring. Jeg er en elev, der skal oplæres.
Lidt fra min hverdag
Jeg har den seneste uge, arbejdet med et projekt i engelsk, som i dag skulle fremlægges.
Jeg har lagt meget arbejde i den opgave, men har også gruet noget forfærdeligt fro min fremlæggelse. Ikke fordi jeg har lavet en dårlig opgave eller fremlæggelse, men fordi jeg har det absolut dårligt med at fremlægge.
Jeg ville ønske jeg var en af dem, der bare satte power pointen igang og ellers fortalte levende, gik frem og tilbage og gjorde det hele spændende. At nervøsiteten forlod min krop i det jeg skulle igang og ellers bare fangede publikum.
Men sandheden er en anden. Jeg er ikke så nervøs som man skulle tro. Eller bange. Jeg har det bare dårligt. Jeg tror ikke å mig selv, mit selvværd er lavt. Jeg taler lavt, jeg får hjertebanken og inde i mit hoved, hvor der for få minutter siden var en stor sort tavle, med alle de ting jeg skulle sige, er der nu bare en stor sort tavle og der runger af ekko inde i mit hoved.
Jeg skal have alt skrevet ned på papir, og føler jeg mere står og læser op. Jeg kan ikke huske hvad der står i sætningen, selvom jeg har skrevet de vigtige "huskeord" med fx en rød farve.
Der sidder jeg, alene foran 30 andre elever og har mest lyst til bare at gå. Det er nemmere når jeg kun fremlægger overfor læreren eller 2 andre elever.
Lærernes grund til at vi skal fremlægge foran hele klassen eller i mindre grupper, er at vi skal øve os til eksamen.
Her tænker jeg lidt "ja, det er fint, men til eksamen er der lærer, censor og eleven. Ergo er der 3 i lokalet! Ikke 30".
Jeg er en af dem, der ingen problemer har med at gå til eksamen. Jeg er ikke nervøs. Istedet for sommerfugle, har jeg en stor, stabil sten i maven, der holder det hele i balance. Det eneste der går mig på, er at jeg får en "sort tavle" og derfor skal have mine noter. Ja, nærmest tale kort som de har i tv.
I dag til min fremlæggelse, sad jeg ned, det tager en del af nerverne. jeg kan trække vejret helt ned i maven. jeg talte flydende og forstående, og fik fin ros. Og karakter for fremlæggelsen ente mellem 7 og 10. Det må jeg jo sige er fint. Jeg kan leve med et 7 tal. Det er helt ok, men et 10 tal er jo altid dejligt at få! Så nu venter jeg bare på den samlede bedømmelse af min opgave og min fremlæggelse, og det er da ingen hemmelighed at jeg håber på at få et 10 tal. Så skal der fejres med lidt god aftensmad og en flaske vin. Men et 7 tal, vil jeg også være tilfreds med :)
Hvad gør I, når der skal fremlægges? I skole eller et møde går ud på et.
Nogen gode råd? Eller øvelser, jeg kan lave inden?
Jeg er meget genert, så det er nok min største modstander. Havde jeg ikke været genert, ville det ikke være et problem at femlægge.
Kom frisk, gode råd søges! Det er jo nok ikke sidste gang i mit liv, jeg skal femlægge noget.
Det overnaturlige
Det overnaturlige
Igår så jeg en film om det overnaturlige. Dæmoner, exorsime og den slags. Faktisk en rigtig god film.
Det jeg syntes var foruroligende var at den er baseret på sande oplevelser.
Vi har vel alle oplevet noget som vi ikke kan forklare? Noget der ikke giver mening?
Før i tiden, var jeg ikke særlig overtroisk. Jeg troede på der var noget mellem himmel og jord, men ikke hvad. jeg var heller ikke specielt troene, men jo ældre jeg er blevet, jo flere ting opdager jeg, "ser", lægger mærke til.
Er det mit sind der spiller mig et pus? Min fantasi? Er jeg ved at miste forstanden?
Tja, nogen gange tror jeg faktisk jeg er ved at miste forstanden. Kan alt det her virkelig være rigtigt? Hvis jeg gik til min læge og fortalte om alle de ting, ville jeg få en enkelt billet til galeanstalten.
Jeg vil ikke gå i dybden med mine personlige oplevelser.
Men jeg kan fortælle at jeg har en kat. For mig er hun som en hund, hun følger med mig glæde over alt. Vi har en fast aftenrutine og hun sover tit hele natten ved min side.
Det der kan få mig til at blive en smule bange, er hvis jeg selv kan mærke at "der er noget" og min kat så sidder og stirrer ind i væggen eller op i loftet. Bare sidder og stirrer. Det er svært at forklare, men det er virkelig freaky og bekræfter den følelse jeg har.
man siger at dyr - og måske især katte - er meget følsomme for det overnaturlige. Dette tror jeg på!
Har du erfaringer med det overnaturlige?
Oplevet noget skræmmende? Eller noget behageligt? En kær der er kommet for at tage afsked?
Jeg tror på at hvis der findes godt, findes der ondt. Og hvorfor skulle der ikke findes noget vi ikke kan se? Vi lever i en kold verden, hvor alt vi ikke kan forklare, skal medicineres væk. Vi har næsten alle en diagnose. Men mon noget af det her kan forklares på anden vis?
Hvad gjorde man i gamle dage mod sygdom, og virkede det? Fik patienten mere sjælero, end vi får i dag med de moderne måder at behandle en patient på?
søndag den 21. april 2013
Foråret
Foråret
Åh, hvor er det dejligt, foråret endelig ser ud til at blive.
Vejret er varmere og det varme vintertøj er så småt på vej tilbage i gemmerne. Ungerne nyder at slippe for de varme flyverdragter.
Selv, står jeg jævnligt i vinduet og suger al lyset til mig, nyder den forårsagtige vind i mit ansigt. Jeg nyder at se hvordan vinterens tag, langsomt forsvinder. Hvordan lyset ændrer sig og verden vågner op. Der er små skud på træerne, jeg skimter jorden for blomster, og mærker en indre varme brede sig ved synet.
Jeg kan ikke hver med at smile, når jeg ser fuglene sidde grenene og kvidre lystigt.
For lidt over et år siden, var jeg nede med en kraftig depression, men har ved egen hjælp kæmpet mig op igen. Min læge så gerne jeg fik medicin, men det ville jeg ikke - det er bare at komme et plaster på såret, og det hjælper jo ikke.
Jeg begyndte istedet at ændre mit tanke mønster. Dette har været hårdt arbejde, men idag, er jeg begyndt at mærke resultatet.
Jeg tænkte mere over hvad jeg spiser. Dels på grund af depressionen, men også fordi jeg har fået sukkersyge. For mit mentale helbred, så nyder jeg mad med farver. En farverig salat er luksus - og jeg tænker over hvilke ting jeg kan komme i, så der kommer mange farver.
Jeg elsker når vi får laks. Den flotte farve laks har.
Når jeg er i skole, drikker jeg vand, istedet for saft. Jeg under mig stadig en kaffe om morgenen, ellers er sådan en lang og til tider drøn kedelig dag, helt uudholdelig.
Mit i alt det med depressionen, vidste jeg at jeg måtte have en uddannelse, men næsten alle uddannelser er lukket, når man kun har en 9 klasses eksamen, så med mod blev jeg skrevet op til en HG - endda på turbo forløb! Wow, jeg var stolt og havde sommerfugle i maven.
Jeg har været så heldig at kunne tage en HG på 1 år, istedet for 2. Jeg har været så heldig at jeg kom på et hold med voksne - og det var/er et fantastik hold, med nogen fantastiske damer, der altid er klar til at hjælpe. Vi er næsten alle jævnaldrene, har mand og børn og et voksen liv.
Jeg følte mig som en del af samfundet og jeg følte mig normal.
Men bedst af alt, så hjalp det mig til at komme ud af depressionen. Jeg havde noget andet at stå op til hver dag, jeg havde noget at lave og noget at se frem til. Jeg udfordrede mig selv, og havde givet mig selv et løfte.
Jeg bestod noget jeg aldrig have troet jeg skulle klare - erhvervsøkonomi! Og ikke bare med et "lige bestået" nej jeg fik 10! Og jeg var ved at revne af stolthed.
Her, et år efter, er graduerer jeg snart fra min HG, og er klar til det virkelige liv. Jeg glæder mig.
I dag, er jeg rask. Jeg sover for det meste godt om natten, men hvem med små børn, sover tungt om natten?
Jo mere solen er fremme (og fri for skyer på himlen) jo mere kan jeg mærke mit humør og energi stiger. men ikke mindst kan jeg mærke at der sker noget inde i min hjerne, noget positivt. Det er som om at min hjerne "vågner op".
Jeg glæder mig til jeg kan sidde ude på altanen med min lille familie og nyde aftensmaden.
Hoppe i sommertøjet og gå en tur.
Se mine børn nyde en is, fodre ænder og lege udenfor.
Jeg glæder mig til at kigge ud, fra min fantastiske udsigt, og se alle træer forvandle sig til lysegrønne og senere grønne og fulde af blade der rasler i vinden. Jeg glæder mig til sommerens regnvejr og tordenbyer, for bagefter at indsnuse den rene duft.
Og til sidst, så tror jeg at vi alle burde spare sammen, og øve os i at tage på ferie, og få noget sol og varme, men ikke mindst, komme væk hjemmefra. Væk fra al stressen, pligterne, arbejdet og vennerne - der alt sammen kræver en masse.
Komme væk og "lære" hinanden at kende på ny. Genopdage sin kæreste eller mand. Opdage hvordan ens børn pludselig slapper af og kan sove længe.
Og opdage hvordan man selv kan give slip på hverdagens tøjler og slappe af. Skidt med at håret ikke sidder perfekt. At tøjet ikke matcher 100%. At man ikke skal op på bestemte tidspunkter. Ungerne kan komme i seng, når man syntes det passer. Kort sagt, ingen stress eller forpligtelser. Ferie er stedet for man kan slippe alt og bare slappe af. Og når man er væk hjemmefra, er der ingen der ringer, banker på døren eller andre ting der kan forstyrre.
Det må være mit mål - at komme på ferie i nærmeste fremtid :)
Abonner på:
Opslag (Atom)