Nu er det vist længe siden sidst!
Men der er også sket en masse. Sommeren er godt på hel. Vinterjakkerne er fundet frem. I det mindste min. Pigerne klarer den med en overgangs jakke og en tyk bluse. Sådan en jakke mangler jeg virkelig.
Jeg har også fået en læreplads. Det brude jo være skønt, men jeg er lidt blandet. Under alle omstændigheder er det bedre end fx kontanthjælp! Men hvad hjælper en elevplads, når jeg er mentalt drænet om eftermiddagen? Drømmer om mit arbejde og går rundt med konstant hovedpine?
Det er en noget større udfordring end jeg nogen sinde havde forestilt mig.
Jeg går med blandede tanker - skal jeg holde ud og blive? 6 måneder mere i samme afdeling og 2 måneder mere der hvor jeg sidder nu (debit/kredit). Skal jeg bare hænge i? Lade de hårde kommentarer prælle af? Vende den anden kind til? Ærligt, så er jeg alt for tit ked af det når jeg går hjem!
MEN, vælger jeg så at sige tak og farvel, så er der absolut ingen garanti for at jeg finder noget nyt. Jeg ender på kontanthjælp. Jeg kan tidligst komme på en ny uddannelse til januar. Arbejde er ikke voldsomt relevant, da jeg jo har minimal erfaring. Og elevplads? Altså, ud af en klasse på 25 er vi 4 der har fået en elevplads. Bum, så er statestikken ligesom lagt. Så er det ikke bedre at holde ud? Trods røde øjne, hovedpine og et ikke eksiterende selværd.
Tja, jeg ved det sku ikke. Ville det blive bedre et andet sted? Tja,det kommer vel helt an på de personer der er der. Det kan både blive bedre, men også langt værre.
Så min konklussion er blevet at jeg nok må holde ud. Håbe på det bedste når jeg skifter (mini) afdeling.
Nå, men noget helt andet. Nu tager jeg jo toget om morgenen.
Altså først bussen. Samme rutine dag ud og dag ind. De samme mennesker er med bussen hver dag. Samme stress for at nå toget. Et tog der altid er totalt proppet uden mulighed for at sidde ned. (har da heldigvis kun 6 min til jeg skal af). Og når jeg så står af sammen med det der ligner 150 andre mennesker der stormer mod trapperne - er det med at holde på hat og briller og prøve at lægge sig foran med de andre hurtige - ellers ender man bag alle dem der går langsomt og fylder det hele = endnu mere stress op til bussen.
Og mens alle de her mennesker stormer afsted, så er det somen hord af mennesker, ja en hel væg. STAKKELS dem der skal krydse væggen af mennekser.
Det er faktisk lidt komisk.
Hele min dag er faktisk en stor rutine - præget og styret af andre mennesker. Like a puppets on a string.
Om aftenen er jeg så træt, brugt og mentalt uddrænet at jeg ser et afsnit Dexter med kæresten og går i seng kl 21! Så må jeg opgive og gå i seng.
Forhen bad jeg til at mine børn ikke blev ringet hjem. Det betød sygefravær og jeg missede en masse undervisning i skolen. Nu beder jeg til at mine børn bliver ringet hjem. Gerne med tynd mave, bræk eller noget andet der varer nogen dage. SÅ kan jeg holde fri og nyde mine børn - hellere bræk og tynd mave i stride strømme. (hvor er det egentlig frygteligt at det skal være sådan.)
Det var ikke et voldsomt positivt indlæg, men det viser "bagsiden af medaljen".
Og bare for at afslutte - hvis jeg ikke bliver headhunted af et firma, må jeg bare holde ud. Jeg VIL have min uddannelse, så jeg kan komme videre i mit liv. Jeg har børn og vi skal have råd til ferie og hvad der ellers hører til med børn. Et hus, bil og hund ville være drømmen, så det skal der arbejdes på - og det kræver sørme en normal løn! Slut prut - der skal være råd til at kunne lave noget impulsivt uden at det skal vælte budgettet. Og som mor må man være et godt forbillede. De ser jeg har gået i skole, tager en uddannelse, går på arbejde og passer det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar