Jeg sidder her, fredag aften efter en lang dag på arbejde, med noget der mest minder om hjemvæ efter min lille familie.
Alle sover med undtagelse af mig. Selv katten ligger krøllet sammen i den anden sofa.
Min klonklussion efter mange "hårde" år. Min egen familie. Arbejde. Endeløse timer med tænken, græden og frustrationer.
-Ved du hvad? Jeg vil da egentlig være ret ligeglad medhvad andre mener og syntes om mig. Jeg er som jeg er. Ta mig som jeg er - eller gå glip af mig. Jeg er ligeglad efterhånden. Jeg er nemlig god nok præcis som jeg e,r med mine meninger og holdninger!
Så, hvis nogen behandler dig dårligt, taler grimt eller nedsættende til dig, kigger nedladende - så f*ck da dem. De ved ikke hvad de går glip af.
Og skal man gå gennem livet alene, så kan man lige så godt få det bedste ud af det. Have det godt med sig selv, nyde sin tilværelse og leve livet (der er nemlig ingen til a kritisere dig!)
Nyd dig selv. I sidste ende er det dig selv du skal stå til ansvar for. Se dig selv i øjnene og kunne sige at du er stolt af dig selv, vide du er god nok og har levet et liv (eller en dag, uge what ever) med respekt for dig selv.
Bum baste, og godnat for nu.
