I dag har været en blandet fornøjelse.
En dejlig morgen. Min store pige sov næsten længe,og i stedet for at gå i stuen, kom hun ind og lagde i vores seng. Og til sidst ordnede mit hår. Efter en time eller sådan vågnede den lille og kom også ind og hyggede lidt. Det var dejligt.
jeg blundede til lidt i otte da tlf ringede. Så var det også tid til at stå op. Manden måtte så en tur ud på cyklen og ordne noget så jeg var alene med pigerne. De satte da også ind med (næsten) fuld kraft. De så min morgenmad og var nær døde af sult. De så mig drikke kaffe og var nær døde af tørst. Så "smider" den store en kop mælk på gulvet så det sprøjter op af vores fine "nye" sofaer. Puhaaaa, velkommen hovedpine (som jeg får yderst nemt pga. stress over mit arbejde og kolleger). Og endelig kommer manden.
Så er det tid til jeg skal gøre mig klar og ud af døren. Jeg skal til København. Jeg pakkede bogen i tasken da jeg kunne læse på toget (fedt man - en sjældenhed med børn) Jeg kommer ind til Nørreport og skal i Panduro Hobby. Der skal jeg HELT SIKKERT ind igen. Hold nu op, de havde mange ting!
Her blev købt ansigtsmaling til pigerne, celofan poser til min mor, og en decoupage saks til mig.
Så gik turen til strøget hvor jeg gik ind forbi Baresso. Der har jeg ikke været i mange år, så det var et dejligt gensyn, og meden god latte med tiramisu (spøjs blanding men smagte yderst lækkert). Helt klart noget jeg må gøre igen. En god bog, en lækker latte og en times tid i eget selskab kunne være stærkt tiltrængt.
Derefter gik turen ud på strøget og forbi en Tiger butik. Mange fede ting. Jeg må helt klart ind til Kbh i november og tage i både Tiger og Søstrene Grene efter adventsgaver. Nå, men i Tiger blev det til en førstehjælps kasse. Den er nu fyldt med plastre, da mor her er træt af at rende og lede efter plastre når vi skal bruge dem. Så nu er de samlet så alle ved hvor de er og hvor de skal ligge! Desuden fandt jeg en lille spids saks som jeg også købte til mig selv. Til decoupage kan de næsten ikke blive små og spidse nok - det gør i hvert fald ting nemmere.
Efter en lang dag med meget gåen og vildt mange mennesker, gik turen hjem - og jeg nød igen min bog. Skønt. Hjemme fik jeg også købt billig make up fjerner på tilbud (perfekt). Og en tur i Føtex efter bleer (sådan en ting der er enormt træls at stå og mangle når pigerne skal puttes! Lidt til aftensmad og så hjem til nogen trætte børn der ikke gad sove til middag.
Her gik vi så i gang med ansigtsmaling og begge piger blev prinsesser :)
Aftensmaden bestod af hjemmelavet asparges suppe - mums. Den lille fik dog en krise og jeg måtte tage hende med ind på værelset og trøste. Simpelthen fjerne hende fra situationen. Og så endte hun med at sidde hos mig og spise lidt mad. Sidst men ikke mindst fik vi et bad alle tre, en god godnat historie (Emil fra Lønneberg - og hold nu helt fast den dreng og mine piger har meget til fælles). Og så et godnat kram og kys.
Konklussionen må være at jeg skal blive bedre til at bruge tid på mig selv. Det har været skønt at være lidt ude, opleve nogen ting og nyde at komme hjem. Især med lidt til pigerne. Som mor er det skønt med tid alene, men endnu bedre at komme hjem til sine børn der har været savnet og endda have en overraskelse med hjem.
Jeghar bestemt mig for at dels i november skal jeg til Kbh og hygge for mig selv. Og dels når jeg skal gå i skole til december. Så må der blive til nogen timer bare for mig selv hvor jeg kan hygge mig og måske blive lidt bedre til at finde rundt i Kbh på egen hånd.
Jeg glæder mig til lidt voksen tid, lidt shopping til mig selv og ikke mindst alle de små gaver til mine piger. og så ryger der nok en ting eller to med til dem, som de kan få når jeg kommer hjem.
Nu vil jeg kravle i seng, og være taknemmelig for det liv jeg har. Jeg er heldig at have en mand der elsker mig, to fantastiske piger der elsker mig. Tag over hovedet og mulighed for at tage en uddannelse og være et forbillede for mine børn og en god mor.
Og til jer: Husk både at fortælle, men også vise at i elsker jeres nærmeste. Start dagen kærligt og slut den ligeså.
fredag den 18. oktober 2013
søndag den 6. oktober 2013
Flere børn og udearbejdende mødre
Ja, så brokker regeringen sig igen. Vi skal have flere børn! Vi har for mange ældre! Hop så i kanen!
Ja ja, det er fint nok. Set fra min egen vinkel. Jeg har 2 børn. Jeg ville hjertens gerne have nummer 3 og nok også nummer 4. Men men men men, vi bor i en 3 værelses til en husleje af 7 tusind. HVordan skal vi få råd til noget større?
Det er jo ikke sikkert jeg kan få arbejde når jeg er uddannet. Jeg er under 25 og får derfor ca det samme udbetalt efter skat som på su - så yay, vi har super meget at rykke rundt med.
En anden ting - skulle jeg have barn nummer 3 er der nogen ting der for mig er vigtige. Jeg vil altså kunne gå hjemme med barnet (og mine andre børn) til barnet er 2 minimum.
Tænk lige en gang over denne: Vi er det land i verden, med flest udearbejde mødre - og fødselstallet falder drastisk.
I andre lande er det altså stadig normalt, at når man får sit første barn, bliver kvinden hjemmegående. Primært fordi instutitioner mv. er for dyre. Så en familie med børn har bedre råd når mor er hjemmegående. Dette kan mor jo sagtens være til børnene starter i skole. Og indtil da går dagen med alt det huslige (selvfølgelig) men det er normalt at mødre samles på legepladser og er ude med børnene. Børnene vil få gode sociale bånd, og mødrene ligeså.
Jeg er selv ung mor, og ville gerne i mødregruppe i sin tid, men endte med at takke nej. Vi var vist 7 i gruppen og jeg havde ikke 7 sidepladser i lejligheden (og egentlig heller ikke overskuddet til kraftig rengøring med en lille baby eller drage ud til 6 andre hjem og være "på". For slet ikke at nævne jeg ikke ville hive babsen frem foran 6 andre). Så det endte jeg med at takke nej til. Den anden mulighed var at mødes med andre unge, i et lokale som var lånt til formålet (fedt, neutral grund og med en fagperson til a hjælpe med baby spørgsmål), nitten var så at det var udsatte unge. Fx psykisk syge eller med andre udfordringer. Det var lige voldsomt nok - altså jeg var, og er, altså kun genert. Så det takkede jeg også nej til.
Idag både fortryder jeg og ikke fortryder. Jeg er ked af jeg aldrig lærte nogen andre at kende med børn. Men på den anden side er der ikke voldsomt mange i mit område jeg har lyst til at socialisere med. Så det er vel på en måde ok.
Nå, men tilbage til temaet. Jeg vil have lov at gå hjemme til barnet er 2, ja gerne til det er skoleklart faktisk. Det vil skabe et helt andet miljø i DK både socialt og økonomisk. Det vil jo være super, mega dyrt de første år, men jeg tænker at det nok skal komme tilbage. Set at hvert par i DK fik 2-3 børn (og ikke de 1-2 som i dag). Og helt ærlig, har man økonomien og muligheden for nummer 3 så er den tanke jo ikke helt væk. Jeg ville gerne :)
Jeg ville elske at gå på legepladsen med de 10 andre mødre. Snakke og hygge. Se børnene lege og hygge sig.
Jeg har aldrig selv gået i hverken vuggestue eller børnehave (og hader at min yngste skulle starte i vuggestue da hun var et år - det er sku for tidligt!). Jeg kom i noget et par gange om ugen, som forældre havde sat op. Lege af lokale, og så skiftes de til at passe os børn nogen timer. Vi legede, fik mad og gik ture - jeg elskede det! Jeg mødtes med vennerne og ellers havde min trygge base hjemme ved mor hvor jeg vidste hvordan ting var og alt var trygt.
Hvor ville jeg ønske jeg havde samme mulighed for det til mine børn.
Ja ja, det er fint nok. Set fra min egen vinkel. Jeg har 2 børn. Jeg ville hjertens gerne have nummer 3 og nok også nummer 4. Men men men men, vi bor i en 3 værelses til en husleje af 7 tusind. HVordan skal vi få råd til noget større?
Det er jo ikke sikkert jeg kan få arbejde når jeg er uddannet. Jeg er under 25 og får derfor ca det samme udbetalt efter skat som på su - så yay, vi har super meget at rykke rundt med.
En anden ting - skulle jeg have barn nummer 3 er der nogen ting der for mig er vigtige. Jeg vil altså kunne gå hjemme med barnet (og mine andre børn) til barnet er 2 minimum.
Tænk lige en gang over denne: Vi er det land i verden, med flest udearbejde mødre - og fødselstallet falder drastisk.
I andre lande er det altså stadig normalt, at når man får sit første barn, bliver kvinden hjemmegående. Primært fordi instutitioner mv. er for dyre. Så en familie med børn har bedre råd når mor er hjemmegående. Dette kan mor jo sagtens være til børnene starter i skole. Og indtil da går dagen med alt det huslige (selvfølgelig) men det er normalt at mødre samles på legepladser og er ude med børnene. Børnene vil få gode sociale bånd, og mødrene ligeså.
Jeg er selv ung mor, og ville gerne i mødregruppe i sin tid, men endte med at takke nej. Vi var vist 7 i gruppen og jeg havde ikke 7 sidepladser i lejligheden (og egentlig heller ikke overskuddet til kraftig rengøring med en lille baby eller drage ud til 6 andre hjem og være "på". For slet ikke at nævne jeg ikke ville hive babsen frem foran 6 andre). Så det endte jeg med at takke nej til. Den anden mulighed var at mødes med andre unge, i et lokale som var lånt til formålet (fedt, neutral grund og med en fagperson til a hjælpe med baby spørgsmål), nitten var så at det var udsatte unge. Fx psykisk syge eller med andre udfordringer. Det var lige voldsomt nok - altså jeg var, og er, altså kun genert. Så det takkede jeg også nej til.
Idag både fortryder jeg og ikke fortryder. Jeg er ked af jeg aldrig lærte nogen andre at kende med børn. Men på den anden side er der ikke voldsomt mange i mit område jeg har lyst til at socialisere med. Så det er vel på en måde ok.
Nå, men tilbage til temaet. Jeg vil have lov at gå hjemme til barnet er 2, ja gerne til det er skoleklart faktisk. Det vil skabe et helt andet miljø i DK både socialt og økonomisk. Det vil jo være super, mega dyrt de første år, men jeg tænker at det nok skal komme tilbage. Set at hvert par i DK fik 2-3 børn (og ikke de 1-2 som i dag). Og helt ærlig, har man økonomien og muligheden for nummer 3 så er den tanke jo ikke helt væk. Jeg ville gerne :)
Jeg ville elske at gå på legepladsen med de 10 andre mødre. Snakke og hygge. Se børnene lege og hygge sig.
Jeg har aldrig selv gået i hverken vuggestue eller børnehave (og hader at min yngste skulle starte i vuggestue da hun var et år - det er sku for tidligt!). Jeg kom i noget et par gange om ugen, som forældre havde sat op. Lege af lokale, og så skiftes de til at passe os børn nogen timer. Vi legede, fik mad og gik ture - jeg elskede det! Jeg mødtes med vennerne og ellers havde min trygge base hjemme ved mor hvor jeg vidste hvordan ting var og alt var trygt.
Hvor ville jeg ønske jeg havde samme mulighed for det til mine børn.
Arbejdstonen
Der er en ting jeg har tænkt over.
Nu er jeg jo ikke lykkelig over min arbejdsplads. Jeg får nogen slag over nakken og trives ikke.
Hvorfor i al verden, skal andre have lov til at bestemme og diktere hvordan ens dag skal være?? og i sidste ende have lov til at bestemme hvordan man har det derhjemme? Og det får vedkommende jo når man tænker over ting derhjemme.
Det er ikke fair på nogen måde.
Jeg er i den situation, hvor den der skal oplære mig på arbejde - vist ikke kan lide mig. Det er måske lige voldsomt nok, men det føles sådan. Måske vi bare er kommet skævt ind på hinanden, men det ændrer ikke på hvordan jeg har det med hele situationen. Det er ikke i orden at jeg skal være ked af det. Hvis det ikke skal være løgn så har jeg haft næsten konstant hovedpine i 4 uger nu (stopper når jeg får sovet virkelig igennem, eller glemmer alt om mit arbejde.) jeg drømmer utrolig meget om mit arbejde. Som om min hjerne prøver at forstå de ting der er svære og prøver forskellige løsnings muligheder. Alle de drømme er ekstremt virkelige og alligevel husker jeg utrolig lidt (jeg husker normalt det meste af det jeg drømmer, og er tit vågen flere gange på en nat, så går tit ind og ud af den samme drøm også). Jeg har også i de stride perioder svært ved at huske, samle tankerne, generelt koncentrere mig. Alt sammen tegn på stress, som jeg tolker det. Det er så udmattende.
Og jeg syntes faktisk ikke det er fair at mit arbejde, skal styre mit privatliv. Og det er sværere end det lige lyder at lade arbejde være arbejde, og holde fri når man kommer hjemme. Ikke tale om det og ikke tænke på det.
Det er en øvelse værd og måske noget arbejdspladser i generelthed burde sende sineansatte på kursus i. Mon ikke det ville øge arbejds effektiviteten og sygefraværet nedsat? Jeg bliver da påvirket af at tænke på mit arbejde i weekenden. Dagens problemer mv. om aftenen osv. Det dræner virkelig.
Som "ny" på arbejdsmarkedet kan jeg se mange ting der kunne forbedres. Ting jeg vil tage til eftertanke til når jeg selv kommer højere op i hiarkiet. En meget simpel ting er fx generel udluftning på arbejdspladsen. Altså åbne vinduerne! Og en anden ting er noget vi i grunden alle er opdraget til, men som åben bart er smidt ud til højre på en arbejdsplads - tale pænt og med respekt til hinanden!
Den vil jeg skrive mig bag øret. En negativ tone, en forkert måde at sige ting på, kan virkelig gøre en stor forskel. Og ledere burde på et kursus i at genkende person-typer og hvordan man bedst arbejder med dem og får dem til at yde det bedste.
Jo, der er mange ting jeg som ny ser, der godt kunne gøres anderledes og bedre. Det er synd at dem der sidder med det arbejde at forbedre, er forblændet af sin arbejdsplads. Måske man skulle have sådan en gruppe med 5-10 andre firmaer hvor man er på besøg en uge og så bytter erfaringer og forslag. For igen - som ny er der mange ting der har slået mig hårdt. Især hvordan folk syntes det er tilladt at tale til andre på. Puhaaaa det har slået mig i gulvet mange gange.
Dette er også værd at tage med sig, og selv være opmærksom på når man kommer ud et nyt sted.
Nu er jeg jo ikke lykkelig over min arbejdsplads. Jeg får nogen slag over nakken og trives ikke.
Hvorfor i al verden, skal andre have lov til at bestemme og diktere hvordan ens dag skal være?? og i sidste ende have lov til at bestemme hvordan man har det derhjemme? Og det får vedkommende jo når man tænker over ting derhjemme.
Det er ikke fair på nogen måde.
Jeg er i den situation, hvor den der skal oplære mig på arbejde - vist ikke kan lide mig. Det er måske lige voldsomt nok, men det føles sådan. Måske vi bare er kommet skævt ind på hinanden, men det ændrer ikke på hvordan jeg har det med hele situationen. Det er ikke i orden at jeg skal være ked af det. Hvis det ikke skal være løgn så har jeg haft næsten konstant hovedpine i 4 uger nu (stopper når jeg får sovet virkelig igennem, eller glemmer alt om mit arbejde.) jeg drømmer utrolig meget om mit arbejde. Som om min hjerne prøver at forstå de ting der er svære og prøver forskellige løsnings muligheder. Alle de drømme er ekstremt virkelige og alligevel husker jeg utrolig lidt (jeg husker normalt det meste af det jeg drømmer, og er tit vågen flere gange på en nat, så går tit ind og ud af den samme drøm også). Jeg har også i de stride perioder svært ved at huske, samle tankerne, generelt koncentrere mig. Alt sammen tegn på stress, som jeg tolker det. Det er så udmattende.
Og jeg syntes faktisk ikke det er fair at mit arbejde, skal styre mit privatliv. Og det er sværere end det lige lyder at lade arbejde være arbejde, og holde fri når man kommer hjemme. Ikke tale om det og ikke tænke på det.
Det er en øvelse værd og måske noget arbejdspladser i generelthed burde sende sineansatte på kursus i. Mon ikke det ville øge arbejds effektiviteten og sygefraværet nedsat? Jeg bliver da påvirket af at tænke på mit arbejde i weekenden. Dagens problemer mv. om aftenen osv. Det dræner virkelig.
Som "ny" på arbejdsmarkedet kan jeg se mange ting der kunne forbedres. Ting jeg vil tage til eftertanke til når jeg selv kommer højere op i hiarkiet. En meget simpel ting er fx generel udluftning på arbejdspladsen. Altså åbne vinduerne! Og en anden ting er noget vi i grunden alle er opdraget til, men som åben bart er smidt ud til højre på en arbejdsplads - tale pænt og med respekt til hinanden!
Den vil jeg skrive mig bag øret. En negativ tone, en forkert måde at sige ting på, kan virkelig gøre en stor forskel. Og ledere burde på et kursus i at genkende person-typer og hvordan man bedst arbejder med dem og får dem til at yde det bedste.
Jo, der er mange ting jeg som ny ser, der godt kunne gøres anderledes og bedre. Det er synd at dem der sidder med det arbejde at forbedre, er forblændet af sin arbejdsplads. Måske man skulle have sådan en gruppe med 5-10 andre firmaer hvor man er på besøg en uge og så bytter erfaringer og forslag. For igen - som ny er der mange ting der har slået mig hårdt. Især hvordan folk syntes det er tilladt at tale til andre på. Puhaaaa det har slået mig i gulvet mange gange.
Dette er også værd at tage med sig, og selv være opmærksom på når man kommer ud et nyt sted.
Om at skrive
Okey - jeg har hovedet fuld af tanker, som jeg gerne vil skrive om, men det er svært at finde ét emne og holde den.
Jeg har tanker om ligestilling, udearbejdende mødre og deraf om vi er lykkelige for det?? Og meget andet. Og så tænker jeg på en ting, som jeg har gjort i mange år. Det kunne være spændende at skrive en bog om mit liv, men jeg tænker tit i den forbindelse at det er jeg ikke gammel nok til. Ikke nok livserfaring. Der er sket meget i mit liv, men ikke nok og det vil nok ende med at lyde som en gang selvmedlidenhed. Og helt ærligt. Det duer altså bare ikke! Ingen gider læse om en anden der drukner i selvynk. Det er ikke fordi det er selvynk, men jeg tror ikke jeg har alderen til at se ting på en anden måde, og der af formulere mig anderledes, og så det fanger andre.
Og jeg har desværre heller ikke fantasi til at skrive historier. Øv altså. Så skal det være fordi jeg får en god historie og kan sidde en hel aften/nat og skrive, men altså, hvem kan det med sm børn?? Nej, jeg tror bare jeg må vente til jeg er ældre. Meget ældre, og så skal det nok blive til noget. Indtil da, må jeg fortsætte med at blogge og skrive dagbog (hvilket er meget beroligende og en god måde at få ro på tankerne). Og så samle en masse livserfaring som er værd at skrive om!
Kryds fingre for at det lykkes. Det skal lykkes, for det er noget jeg vil, så der er ingen vej udenom :)
Jeg har tanker om ligestilling, udearbejdende mødre og deraf om vi er lykkelige for det?? Og meget andet. Og så tænker jeg på en ting, som jeg har gjort i mange år. Det kunne være spændende at skrive en bog om mit liv, men jeg tænker tit i den forbindelse at det er jeg ikke gammel nok til. Ikke nok livserfaring. Der er sket meget i mit liv, men ikke nok og det vil nok ende med at lyde som en gang selvmedlidenhed. Og helt ærligt. Det duer altså bare ikke! Ingen gider læse om en anden der drukner i selvynk. Det er ikke fordi det er selvynk, men jeg tror ikke jeg har alderen til at se ting på en anden måde, og der af formulere mig anderledes, og så det fanger andre.
Og jeg har desværre heller ikke fantasi til at skrive historier. Øv altså. Så skal det være fordi jeg får en god historie og kan sidde en hel aften/nat og skrive, men altså, hvem kan det med sm børn?? Nej, jeg tror bare jeg må vente til jeg er ældre. Meget ældre, og så skal det nok blive til noget. Indtil da, må jeg fortsætte med at blogge og skrive dagbog (hvilket er meget beroligende og en god måde at få ro på tankerne). Og så samle en masse livserfaring som er værd at skrive om!
Kryds fingre for at det lykkes. Det skal lykkes, for det er noget jeg vil, så der er ingen vej udenom :)
Abonner på:
Opslag (Atom)