Hvorfor anonym? Og hvem er jeg?

Ja, hvorfor lige anonym? Er jeg ikke super kedelig? Skjuler jeg noget? Hvem er jeg?

For at være ærlig, jo jeg vil da helst råbe mit navn højt. Stå ved det jeg syntes og skriver. Jeg udgiver jo ikke noget, jeg ikke kan stå inde for. Men behøver jeg stå til regnskab overfor personer, der ønsker at se mig trynet? Der ikke ønsker mig som en på tvunget del af deres liv? Er jeg overhovedet interesseret i at ALLE ved hvem jeg er? Er det ikke lidt ligesom at have en lukket facebook profil, hvor man selv vælger hvad folk skal kunne se og læse?

Tjo, jeg syntes det er lidt det samme.
Jeg har før prøvet at skrive på et andet site, under mit eget navn. Jeg skrev helt anonymt  ingen kunne føle sig forurettet, men alligevel kom der et ramaskrig i min nærmeste kreds.
For at være ærlig, så var jeg bange, ked af det, højgravid og troede min kommende familie skulle gå i opløsning allerede inden den blev til virkelighed.
Jeg havde haft en dårlig dag både hos jordemoder, kæresten var i dårligt humør, og jeg havde bare brug for luft. Jeg følte jeg fik trukket en pose ned over hovedet, hvor der stod på hvordan jeg skulle være som person, hvad jeg måtte, hvad jeg skulle og helt bestemt - hvad jeg IKKE måtte.

Jeg skrev for at få luft og gode råd af andre, men det eneste jeg fik ud af det, var det stik modsatte. heldigvis støttede min kæreste mig fuldt ud, og kunne ikke se et problem i det jeg skrev. Men dramaet var stort og varede længe. Og det skulle jeg igennem to gange.

Det har gjort mig lidt bange, og er meget forsigtig med hvad jeg skriver, og især under mit eget navn.

Hvem er jeg?
Ja, ganske kort, jeg er mig selv :)
Jeg er i knap midt tyverne. Jeg har to skønne børn og en dejlig kæreste, som jeg en dag kan kalde for min mand. Jeg er under uddannelse, og leder med lys og lygter efter en elevplads (så skriv da endelig, hvis du kender nogen der skal bruge en kontor elev)
Jeg bor i en lille lejlighed, hvor vi gør det bedste vi kan for at indrette os hyggeligt. Min familie toppes, med vores kat, som vist mest er min.
Jeg er glad for mit liv. Jeg er stolt af mig selv, og har lært at tro på mig selv. Jeg ved, at jeg er både fagligt klogere, personligt stærkere end jeg går og tror. Jeg har modbevist mig selv gang på gang, og ved nu at ingen skal have lov at træde på mig.

Selvom min lille familie består af 4, så består min kærestes familie af 5. Det gør, at jeg en gang i mellem går under tiltalen "stedmor" Ja, nok mere den onde stedmor.
Og jeg er blevet kaldt en dårlig stedmor et par gange. Før gjorde det ondt. Det føltes personligt. nu kan jeg børste det af mig. Jeg kan forsvare mine handlinger, og stå ved dem. Jeg er ikke barnets mor, og har ikke de samme forpligtelser. Det er ikke mig barnet kommer for at se, men dets far. Det er ikke mit ansvar, at underholde, finde på aktiviteter eller holde i hånd en hel weekend. Jeg har mine egne børn. Jeg kan hjælpe hvor der er brug for mig, og give en skulder at græde ud ved.

Sidst jeg blev kaldt for en dårlig "stedmor" blev jeg faktisk gal. Vedkommende kender ikke min baggrund, barnets baggrund, eller hvordan vores weekender fungerer. "Vi" blev bedømt ud fra vedkommendes egne erfaringer, og de blev proppet ned over mit hoved. Jeg var forkert, fordi jeg ikke kunne sætte mine egne børn til side en weekend. Mine børn har det jo godt, så de tog ikke skade af at "undvære" mig en weekend. Og nej, det kan da godt ske, men jeg ser dem ikke meget i hverdagen, og glæder mig til weekend med MINE børn. Jeg har ikke fået børn, for at sætte dem til side.
Og jeg gør faktisk en indsats som "stedmor". Jeg har gjort utrolig meget, og strukket mig utroligt langt, men ikke blevet sat pris på. Jeg blev ædt råt, med hud og hår og bagefter spyttet ud. Og jeg gør det ALDRIG igen.
Jeg har sat foden ned, sagt stop, ridset mine grænser op og sagt fra. Jeg har fortalt hvor langt mine grænser kan strækkes og hvad jeg vil være med til. Og det er der nogen der har svært ved at acceptere.
Pludselig har jeg en mening, som ikke passer andre, og derfor skal jeg bankes ned. Det er simpelthen ikke i orden!

Så, hvis nogen kan banke mig ned over sådanne små-ting, hvad sker der så, hvis folk ved at det er mig der skriver? Hvor meget ballade skal jeg få, over mine holdninger? Hvor mange gange, skal jeg bankes ned, fordi jeg er blevet klogere på hvem jeg er, og hvad jeg vil/vil være med til?

Måske jeg ændrer mit navn til det rigtige om en uge, måned eller år.
Det ville være rart, at skrive under mit eget navn.
Der vil altid være nogen der føler sig stødt, over det jeg skriver, men jeg behøver heller ikke smide mig selv for løverne.