Hvorfor anonym? Og hvem er jeg?

Ja, hvorfor lige anonym? Er jeg ikke super kedelig? Skjuler jeg noget? Hvem er jeg?

For at være ærlig, jo jeg vil da helst råbe mit navn højt. Stå ved det jeg syntes og skriver. Jeg udgiver jo ikke noget, jeg ikke kan stå inde for. Men behøver jeg stå til regnskab overfor personer, der ønsker at se mig trynet? Der ikke ønsker mig som en på tvunget del af deres liv? Er jeg overhovedet interesseret i at ALLE ved hvem jeg er? Er det ikke lidt ligesom at have en lukket facebook profil, hvor man selv vælger hvad folk skal kunne se og læse?

Tjo, jeg syntes det er lidt det samme.
Jeg har før prøvet at skrive på et andet site, under mit eget navn. Jeg skrev helt anonymt  ingen kunne føle sig forurettet, men alligevel kom der et ramaskrig i min nærmeste kreds.
For at være ærlig, så var jeg bange, ked af det, højgravid og troede min kommende familie skulle gå i opløsning allerede inden den blev til virkelighed.
Jeg havde haft en dårlig dag både hos jordemoder, kæresten var i dårligt humør, og jeg havde bare brug for luft. Jeg følte jeg fik trukket en pose ned over hovedet, hvor der stod på hvordan jeg skulle være som person, hvad jeg måtte, hvad jeg skulle og helt bestemt - hvad jeg IKKE måtte.

Jeg skrev for at få luft og gode råd af andre, men det eneste jeg fik ud af det, var det stik modsatte. heldigvis støttede min kæreste mig fuldt ud, og kunne ikke se et problem i det jeg skrev. Men dramaet var stort og varede længe. Og det skulle jeg igennem to gange.

Det har gjort mig lidt bange, og er meget forsigtig med hvad jeg skriver, og især under mit eget navn.

Hvem er jeg?
Ja, ganske kort, jeg er mig selv :)
Jeg er i knap midt tyverne. Jeg har to skønne børn og en dejlig kæreste, som jeg en dag kan kalde for min mand. Jeg er under uddannelse, og leder med lys og lygter efter en elevplads (så skriv da endelig, hvis du kender nogen der skal bruge en kontor elev)
Jeg bor i en lille lejlighed, hvor vi gør det bedste vi kan for at indrette os hyggeligt. Min familie toppes, med vores kat, som vist mest er min.
Jeg er glad for mit liv. Jeg er stolt af mig selv, og har lært at tro på mig selv. Jeg ved, at jeg er både fagligt klogere, personligt stærkere end jeg går og tror. Jeg har modbevist mig selv gang på gang, og ved nu at ingen skal have lov at træde på mig.

Selvom min lille familie består af 4, så består min kærestes familie af 5. Det gør, at jeg en gang i mellem går under tiltalen "stedmor" Ja, nok mere den onde stedmor.
Og jeg er blevet kaldt en dårlig stedmor et par gange. Før gjorde det ondt. Det føltes personligt. nu kan jeg børste det af mig. Jeg kan forsvare mine handlinger, og stå ved dem. Jeg er ikke barnets mor, og har ikke de samme forpligtelser. Det er ikke mig barnet kommer for at se, men dets far. Det er ikke mit ansvar, at underholde, finde på aktiviteter eller holde i hånd en hel weekend. Jeg har mine egne børn. Jeg kan hjælpe hvor der er brug for mig, og give en skulder at græde ud ved.

Sidst jeg blev kaldt for en dårlig "stedmor" blev jeg faktisk gal. Vedkommende kender ikke min baggrund, barnets baggrund, eller hvordan vores weekender fungerer. "Vi" blev bedømt ud fra vedkommendes egne erfaringer, og de blev proppet ned over mit hoved. Jeg var forkert, fordi jeg ikke kunne sætte mine egne børn til side en weekend. Mine børn har det jo godt, så de tog ikke skade af at "undvære" mig en weekend. Og nej, det kan da godt ske, men jeg ser dem ikke meget i hverdagen, og glæder mig til weekend med MINE børn. Jeg har ikke fået børn, for at sætte dem til side.
Og jeg gør faktisk en indsats som "stedmor". Jeg har gjort utrolig meget, og strukket mig utroligt langt, men ikke blevet sat pris på. Jeg blev ædt råt, med hud og hår og bagefter spyttet ud. Og jeg gør det ALDRIG igen.
Jeg har sat foden ned, sagt stop, ridset mine grænser op og sagt fra. Jeg har fortalt hvor langt mine grænser kan strækkes og hvad jeg vil være med til. Og det er der nogen der har svært ved at acceptere.
Pludselig har jeg en mening, som ikke passer andre, og derfor skal jeg bankes ned. Det er simpelthen ikke i orden!

Så, hvis nogen kan banke mig ned over sådanne små-ting, hvad sker der så, hvis folk ved at det er mig der skriver? Hvor meget ballade skal jeg få, over mine holdninger? Hvor mange gange, skal jeg bankes ned, fordi jeg er blevet klogere på hvem jeg er, og hvad jeg vil/vil være med til?

Måske jeg ændrer mit navn til det rigtige om en uge, måned eller år.
Det ville være rart, at skrive under mit eget navn.
Der vil altid være nogen der føler sig stødt, over det jeg skriver, men jeg behøver heller ikke smide mig selv for løverne.

Sygdom

Jeg har desværre sukkersyge, og det bringer en masse udfordringer i hverdagen, tanker og tanker om fremtiden.

Jeg er ikke selvforskyldt i min sukkersyge, men har den arveligt i min familie. det er simpelthen noget øv!

HVIS jeg kan tabe mig ca. 10 kilo, kan det være sukkersygen går lidt i sig selv, eller jeg kan slippe for at tage medicin morgen og aften. Men det er et stort arbejde at tabe sig. Ikke alene er det til tider svært at finde tid i dagligdagen til motion, når man har mand og børn. Men det er en livsstils ændring. Det i sig selv burde ikke være svært, men det er det, når det er en hel familie der skal være med på den.

Jeg har tabt mig 5 kilo, men er gået lidt i stå. nu er sommeren på vej, og det er lyst tidligere og længere om aftenen, og jeg skal blive bedre til at komme ud om morgenen i weekenderne, og ud om aftenen og få rørt mig. jeg er begyndt at holde af at løbe. Man kommer hurtigt frem, får noget bevægelse - altså det går hurtigt, og man kan komme vidt  omkring. Ligesom at cykle, men man forbrænder mere, og mærker sin krop på en anden måde.

Jeg drømmer om den dag, hvor jeg er "tynd" igen. Tynd bliver jeg nok aldrig. Jeg har trods alt født to børn, og har hofter som en kvinde. Men jeg har en pæn talje, og den skal da fremhæves. Maven skal på skrump, og bagdelen skal trænes. Sodavand er lagt på hylden - engang i mellem ryger der en light, men det hører til sjældenhederne. Slik har jeg ikke købt i 2 uger nu. Dog har jeg en polo i tasken og noget druesukker. Druesukker har jeg hvis jeg skulle blive meget dårlig, og polo har jeg til, hvis jeg sidder i timen og ikke kan hive en hel madpakke op, eller i bussen på vej hjem, og ikke har mad. Altså mere eller mindre som en nødløsning. Ikke noget jeg sidder og guffer hver dag.

Hvis jeg skulle blive slik sulten, tager jeg gerne lidt at spise, eller drikke - tit hvis man føler sig sulten, er det fordi man ikke har drukket nok. Husk den, og tænk lige over det næste gang maven siger den er sulten. Hvis alt skulle fejle, så har jeg lidt chokolade i skabet. Jeg er vild med chokolade, og kan nok aldrig slippe det, men det er STOR forskel på at spise en halv plade chokolade fredag aften, 2 bounty tirsdag efter skole osv., som det er at tage 1-2 tern fredag aften til kaffen.

Og jeg nyder faktisk, at der ikke konstant ligger en slik lysten følelse og trykker, selv efter en alt for stor aftensmad. Den er der stadig, men ikke så stor, og kan sagtens abstrahere fra den. Dejligt :)

Jeg har den sidste måned oplevet to gange at blodsukkeret har drillet. Jeg har ikke haft nogen test strimler, så har ikke kunne måle det, og derfor ikke vide hvordan jeg skulle behandle det. Altså ud og gå en tur, eller drikke en juice. Jeg har bare måtte side det ud og vente på at få det bedre. Set tilbage, har det været meget skræmmende. Så jeg tog beslutningen om at købe nogen nye test strimler. Det er kun prisen der har holdt mig tilbage før. 400 kr. for 50 stk. Puha, og når jeg skal måle en døgnprofil, skal jeg test 7 gange på en dag. Så ryger de hurtigt.

Men nu har jeg så fået det målt det seneste døgn, og indtil videre, ser det faktisk fint ud. jeg ligger indenfor det jeg skal, men den kan godt tåle at komme lidt længere ned, men det burde komme med motionen og de stadig bedre kostvaner.

Men sukkersygen skræmmer mig når jeg tænker på fremtiden. Sund kost, koster mange penge. Bare tænk på hvad der skal i en god, varieret salat. Puha, så er man pludselig halvfattig efter en tur i netto. Eller fedtfattigt kød. Ja, det koster et par kroner mere, men i længden er det sørme mange penge, og det er jo ikke fordi mad i Danmark er særlig billigt.

Jeg er rigtig bange for at få koldbrand. Det betyder også at når jeg får nye sko, skal jeg passe på vabler og at de ikke udvikler sig. Jeg skal passe på, når jeg klipper negle på tæerne. Myggestil osv.

Jeg skal spise fedtfattigt, og være opmærksom på mit syn. jeg kan med tiden miste lugtesansen. Jeg kan få nyresvigt, og skal jævnligt teste det også.

Jeg skal jævnligt have testet mit kolesterol  - og så har vi i min familie tendens til for højt kolesterol.

Jeg er bange for fremtiden, og glæder mig til at være færdig uddannet, så jeg kan få et job og flere penge. Så skal der investeres i gode løbesko, løbevenligt tøj til sommer og vinter. En cykel, så jeg kan cykle til og fra arbejde - forudsat at det ligger i rimelig afstand fra mit hjem. Jeg ender med at blive en sports-freak, men med rette. Jeg tager ansvar for mig selv, og det er at være stærk. Jeg tager ansvar for mine børn og viser dem vejen til et sundt liv. Jeg bliver en mor med mere overskud og mindre ondt.

Jeg ville ønske jeg havde min gode veninde tæt på mig, så vi kunne motivere hinanden, se fremskridt, presse hinanden og støtte hinanden. Det ER bare sjovere når man er to til at holde hinanden oppe.

Det kunne være sjovt, med en månedlig aften, hvor man sammen lavede en lækker aftensmad og hyggede sig. Venner er vigtigt, ja faktisk kan venner være livsvigtige. Og for nogen, er venner tættere på end familie. Tænk over hvad du betyder for dine venner, og hvad dine venner betyder for dig.

Er jeres forventninger til den anden stemt over ens? Hvad forventer du af dine venner, og kan du leve op til dine venners krav?

For mig er det vigtigt, at mine venner kan rumme at jeg er mor. Mine børn kommer foran alt andet. Jeg forventer at mine venner er loyale, og kan holde på det der bliver sagt. Og det, jeg forventer af mine venner, forventer jeg også af mig selv som ven.

Jeg værdsætter mine venner meget højt.

Samfundets ansvar

Eller er det politikkernes?
Jeg er under uddannelse og kømper for at få en praktikplads. Politikkerne vil gerne have os hurtigt igennem en uddannelse. Vi skal ud og være en del af samfundet. Tjene vores egne penge, og være med til at give i vores alles fælles kasse.
Men hvordan kan vi det, når politikkerne fjerner virksomhedernes tilskud til at tage en elev?
Hvorfor er det de private virksomheders problem, at vi mangler en praktikplads? Behøver de overhovedet engagere sig i at uddanne folk?
Næ, det behøver de vel ikke. De er private og kan gøre hvad de vil. Men det offentlige, burde i højere grad tage ansvar.

Men når alt kommer til alt, er vi alle en del af samfundet. Vi vil alle gerne komme på hospitalet når vi bliver syge, eller få SU under uddannelse. Eller i sidste ende, kunne få kontanthjælp når alt andet svigter.
Men hvordan kan vi det, når der er mindre og mindre der betaler til fælles kassen og flere og flere der stikker hånden i og skal have en bid?
Burde vi som personer, og derved firmaer ikke tage ansvar for vores samfund, og derved tage elever ind og uddanne dem man kan?
Lidt firkantet set, så er elever jo billig arbejdskraft. Vi skal have en kort oplæring, og er så ellers selvkørende. Vi kan jo så komme til at lave en fejl og kræver lidt mere hjælp end dem der er uddannet og fastansatte.
Men hvad er det der går galt, når firmaer enten ikke vil tage elever, eller kun tager en enkelt eller to?
De små firmaer, er lidt undtaget. Det kan være de ikke har midlerne til en elev, eller kun kan tage en enkelt eller to, men så er det jo helt klart bedre end ingen!
Men hvad med de større firmaer? Er det ren grådighed at de ikke vil tage elever eller mere end to?
Burde der ikke være et større "marked" i at tage elever ind? Der må da sidde nogen kloge hovedet der dels kan udarbejde en økonomisk godte, for dem der tager elever, men også i firmaerne selv. Nogen der kan finde noget godt at bruge elever til.
Hvorfor skal det være så svært at få en uddannelse? De fleste af os får SU, men på et tidspunkt ender vi på kontanthjælp. Enten fordi vi ikke kan få dagpenge, eller fordi dagpengeretten er opbrugt. Så sidder vi igen med hånden i fælles kassen, og tager, uden at kunne give tilbage. Det har jo så den triste virkning, at skatterne bliver hævet, for at få flere penge i kassen. Men så får folk mindre penge at købe for og produktionen falder og virksomhederne må fyre. Så hvorfor ikke tage et ansvar, og sige at nu arbejder vi os ud af krisen. Vi skal have uddannet nogen folk, skabt flere arbejdspladser, og her kunne de private firmaer komme mere i spil.
Og helt ærligt, for at skabe vækst, må der bruges nogen penge.

Kom nu, lad os få gang i væksten.
Jeg er en af dem der mangler en læreplads. Jeg er ikke dum, får fine karakterer, følger med i skolen. Jeg har en smule arbejds erfaring, men ikke mere, end at jeg kan "formes". Jeg arbejder hårdt og er grundig med mit arbejde. Hvorfor skal det være så svært? Jeg er jo ikke supermand og har 10 års super erfaring. Jeg er en elev, der skal oplæres.

Lidt fra min hverdag

Jeg har den seneste uge, arbejdet med et projekt i engelsk, som i dag skulle fremlægges.

Jeg har lagt meget arbejde i den opgave, men har også gruet noget forfærdeligt fro min fremlæggelse. Ikke fordi jeg har lavet en dårlig opgave eller fremlæggelse, men fordi jeg har det absolut dårligt med at fremlægge.

Jeg ville ønske jeg var en af dem, der bare satte power pointen igang og ellers fortalte levende, gik frem og tilbage og gjorde det hele spændende. At nervøsiteten forlod min krop i det jeg skulle igang og ellers bare fangede publikum.

Men sandheden er en anden. Jeg er ikke så nervøs som man skulle tro. Eller bange. Jeg har det bare dårligt. Jeg tror ikke å mig selv, mit selvværd er lavt. Jeg taler lavt, jeg får hjertebanken og inde i mit hoved, hvor der for få minutter siden var en stor sort tavle, med alle de ting jeg skulle sige, er der nu bare en stor sort tavle og der runger af ekko inde i mit hoved.

Jeg skal have alt skrevet ned på papir, og føler jeg mere står og læser op. Jeg kan ikke huske hvad der står i sætningen, selvom jeg har skrevet de vigtige "huskeord" med fx en rød farve.

Der sidder jeg, alene foran 30 andre elever og har mest lyst til bare at gå. Det er nemmere når jeg kun fremlægger overfor læreren eller 2 andre elever.

Lærernes grund til at vi skal fremlægge foran hele klassen eller i mindre grupper, er at vi skal øve os til eksamen.

Her tænker jeg lidt "ja, det er fint, men til eksamen er der lærer, censor og eleven. Ergo er der 3 i lokalet! Ikke 30".

Jeg er en af dem, der ingen problemer har med at gå til eksamen. Jeg er ikke nervøs. Istedet for sommerfugle, har jeg en stor, stabil sten i maven, der holder det hele i balance. Det eneste der går mig på, er at jeg får en "sort tavle" og derfor skal have mine noter. Ja, nærmest tale kort som de har i tv.

I dag til min fremlæggelse, sad jeg ned, det tager en del af nerverne. jeg kan trække vejret helt ned i maven. jeg talte flydende og forstående, og fik fin ros. Og karakter for fremlæggelsen ente mellem 7 og 10. Det må jeg jo sige er fint. Jeg kan leve med et 7 tal. Det er helt ok, men et 10 tal er jo altid dejligt at få! Så nu venter jeg bare på den samlede bedømmelse af min opgave og min fremlæggelse, og det er da ingen hemmelighed at jeg håber på at få et 10 tal. Så skal der fejres med lidt god aftensmad og en flaske vin. Men et 7 tal, vil jeg også være tilfreds med :)

Hvad gør I, når der skal fremlægges? I skole eller et møde går ud på et.

Nogen gode råd? Eller øvelser, jeg kan lave inden?

Jeg er meget genert, så det er nok min største modstander. Havde jeg ikke været genert, ville det ikke være et problem at femlægge.

Kom frisk, gode råd søges! Det er jo nok ikke sidste gang i mit liv, jeg skal femlægge noget.

Det overnaturlige

Det overnaturlige

Igår så jeg en film om det overnaturlige. Dæmoner, exorsime og den slags. Faktisk en rigtig god film.

Det jeg syntes var foruroligende var at den er baseret på sande oplevelser.

Vi har vel alle oplevet noget som vi ikke kan forklare? Noget der ikke giver mening?

Før i tiden, var jeg ikke særlig overtroisk. Jeg troede på der var noget mellem himmel og jord, men ikke hvad. jeg var heller ikke specielt troene, men jo ældre jeg er blevet, jo flere ting opdager jeg, "ser", lægger mærke til.

Er det mit sind der spiller mig et pus? Min fantasi? Er jeg ved at miste forstanden?

Tja, nogen gange tror jeg faktisk jeg er ved at miste forstanden. Kan alt det her virkelig være rigtigt? Hvis jeg gik til min læge og fortalte om alle de ting, ville jeg få en enkelt billet til galeanstalten.

Jeg vil ikke gå i dybden med mine personlige oplevelser.

Men jeg kan fortælle at jeg har en kat. For mig er hun som en hund, hun følger med mig glæde over alt. Vi har en fast aftenrutine og hun sover tit hele natten ved min side.

Det der kan få mig til at blive en smule bange, er hvis jeg selv kan mærke at "der er noget" og min kat så sidder og stirrer ind i væggen eller op i loftet. Bare sidder og stirrer. Det er svært at forklare, men det er virkelig freaky og bekræfter den følelse jeg har.

man siger at dyr - og måske især katte - er meget følsomme for det overnaturlige. Dette tror jeg på!

Har du erfaringer med det overnaturlige?

Oplevet noget skræmmende? Eller noget behageligt? En kær der er kommet for at tage afsked?

Jeg tror på at hvis der findes godt, findes der ondt. Og hvorfor skulle der ikke findes noget vi ikke kan se? Vi lever i en kold verden, hvor alt vi ikke kan forklare, skal medicineres væk. Vi har næsten alle en diagnose. Men mon noget af det her kan forklares på anden vis?

Hvad gjorde man i gamle dage mod sygdom, og virkede det? Fik patienten mere sjælero, end vi får i dag med de moderne måder at behandle en patient på?

Foråret

Foråret

Åh, hvor er det dejligt, foråret endelig ser ud til at blive.

Vejret er varmere og det varme vintertøj er så småt på vej tilbage i gemmerne. Ungerne nyder at slippe for de varme flyverdragter.

Selv, står jeg jævnligt i vinduet og suger al lyset til mig, nyder den forårsagtige vind i mit ansigt. Jeg nyder at se hvordan vinterens tag, langsomt forsvinder. Hvordan lyset ændrer sig og verden vågner op. Der er små skud på træerne, jeg skimter jorden for blomster, og mærker en indre varme brede sig ved synet.

Jeg kan ikke hver med at smile, når jeg ser fuglene sidde grenene og kvidre lystigt.

For lidt over et år siden, var jeg nede med en kraftig depression, men har ved egen hjælp kæmpet mig op igen. Min læge så gerne jeg fik medicin, men det ville jeg ikke - det er bare at komme et plaster på såret, og det hjælper jo ikke.

Jeg begyndte istedet at ændre mit tanke mønster. Dette har været hårdt arbejde, men idag, er jeg begyndt at mærke resultatet.

Jeg tænkte mere over hvad jeg spiser. Dels på grund af depressionen, men også fordi jeg har fået sukkersyge. For mit mentale helbred, så nyder jeg mad med farver. En farverig salat er luksus - og jeg tænker over hvilke ting jeg kan komme i, så der kommer mange farver.

Jeg elsker når vi får laks. Den flotte farve laks har.

Når jeg er i skole, drikker jeg vand, istedet for saft. Jeg under mig stadig en kaffe om morgenen, ellers er sådan en lang og til tider drøn kedelig dag, helt uudholdelig.

Mit i alt det med depressionen, vidste jeg at jeg måtte have en uddannelse, men næsten alle uddannelser er lukket, når man kun har en 9 klasses eksamen, så med mod blev jeg skrevet op til en HG  - endda på turbo forløb! Wow, jeg var stolt og havde sommerfugle i maven.

Jeg har været så heldig at kunne tage en HG på 1 år, istedet for 2. Jeg har været så heldig at jeg kom på et hold med voksne - og det var/er et fantastik hold, med nogen fantastiske damer, der altid er klar til at hjælpe.  Vi er næsten alle jævnaldrene, har mand og børn og et voksen liv.

Jeg følte mig som en del af samfundet og jeg følte mig normal.

Men bedst af alt, så hjalp det mig til at komme ud af depressionen. Jeg havde noget andet at stå op til hver dag, jeg havde noget at lave og noget at se frem til. Jeg udfordrede mig selv, og havde givet mig selv et løfte.

Jeg bestod noget jeg aldrig have troet jeg skulle klare  - erhvervsøkonomi! Og ikke bare med et "lige bestået" nej jeg fik 10! Og jeg var ved at revne af stolthed.

Her, et år efter, er graduerer jeg snart fra min HG, og er klar til det virkelige liv. Jeg glæder mig.

I dag, er jeg rask. Jeg sover for det meste godt om natten, men hvem med små børn, sover tungt om natten?

Jo mere solen er fremme (og fri for skyer på himlen) jo mere kan jeg mærke mit humør og energi stiger. men ikke mindst kan jeg mærke at der sker noget inde i min hjerne, noget positivt. Det er som om at min hjerne "vågner op".

Jeg glæder mig til jeg kan sidde ude på altanen med min lille familie og nyde aftensmaden.

Hoppe i sommertøjet og gå en tur.

Se mine børn nyde en is, fodre ænder og lege udenfor.

Jeg glæder mig til at kigge ud, fra min fantastiske udsigt, og se alle træer forvandle sig til lysegrønne og senere grønne og fulde af blade der rasler i vinden. Jeg glæder mig til sommerens regnvejr og tordenbyer, for bagefter at indsnuse den rene duft.

Og til sidst, så tror jeg at vi alle burde spare sammen, og øve os i at tage på ferie, og få noget sol og varme, men ikke mindst, komme væk hjemmefra. Væk fra al stressen, pligterne, arbejdet og vennerne - der alt sammen kræver en masse.

Komme væk og "lære" hinanden at kende på ny. Genopdage sin kæreste eller mand. Opdage hvordan ens børn pludselig slapper af og kan sove længe.

Og opdage hvordan man selv kan give slip på hverdagens tøjler og slappe af. Skidt med at håret ikke sidder perfekt. At tøjet ikke matcher 100%. At man ikke skal op på bestemte tidspunkter. Ungerne kan komme i seng, når man syntes det passer. Kort sagt, ingen stress eller forpligtelser. Ferie er stedet for man kan slippe alt og bare slappe af. Og når man er væk hjemmefra, er der ingen der ringer, banker på døren eller andre ting der kan forstyrre.

Det må være mit mål - at komme på ferie i nærmeste fremtid :)